Det var noget af en forandring fra sidste besøg i går at besøge Chateau Pesquié. Her var der absolut ikke noget der rodede. Der er godt nok investeret nogle penge på at gøre dette smukke sted endnu mere perfekt.
Det var Frédéric Chaudiere, der tog imod. Han varetager salesment og public service sammen med moderen, mens broderen tager sig af markerne - han var ud på traktoren - og han laver vinene sammen med faderen. Man er inde i en proces, hvor sønnerne nok snart overtager ansvaret fuldt og helt, men det vil nok ikke betyde særlige forandringer. Det ser ud til, at man ligger ret fast, når det gælder fremstilling af moderne vine, vine som amerikanerne ønsker dem. Det vil bl.a. sige, at der skal bruges en del nyere træfade. Man kan diskutere, om man synes om denne stil, der varierer noget fra andre Ventoux-vine, så vidt jeg på nuværende tidspunkt kan bedømme. De bedste cuvéer behøver en del tid, før de er rigtig drikkemodne, og det kan nok ikke rigtig kaldes terroir-vine.
Hvis man smager deres bedste cuvé Artemis, må man dog indrømme, at den er besnærende - lidt ligesom topcuvéerne i Chateauneuf du Pape. Jeg glemte at få en prisliste, men næstbedste cuvé kostede 14€, og Artemis koster en hel del mere er jeg sikker på. Når man skal op i de priser, vil jeg hellere bruge pengene på mere spændende vine i Chateauneuf du Pape.
Selvfølgelig kan man ikke undgå at blive lidt imponeret over hele stedet, og det er nogle rigtig flinke mennesker.

Ved næste besøg på Domaine Les Haut Briguières kommer man lidt mere i øjenhøjde og nærmere en filosofi, der går på at lave vine, som mere er beregnet på at drikke end på at smage. Her tænker man ikke så internationalt. 1/3 af produktionen sælges ved stalddøren eller på mandagsmarkedet i Bedoin, hvor jeg i øvrigt mødte moderen i går. Rimbert lægger meget vægt på at være med der, for her kommer rigtig mange turister om sommeren. Det er et temmeligt stort marked, som fylder hele hovedgaden og mere til.
Alle vinene er af rigtig god kvalitet. Fremhæves bør Ventoux Prestige, der i øvrigt udgør den største del af produktionen. Man laver også en dejlig frisk VDP senthøstet Viognier Sweet November, der fadlagres i barriques et år. Af de røde vine er det kun Cuvée Prestige, der fadlagres. Stedet ligger lidt gemt væk. Hvis man kender vejen til Pesquié, skal man blot dreje til venstre 200-300m før Pesquié.

(Efter en god middag lidt om eftermiddagens oplevelser, men forinden lige en rapport fra forsyningzonen: jeg har nu for 3. aften spist på en restaurant i udkanten af byen - mod Mormoiron. Første aften var vi 3 gæster, hvoraf de andre to kun drak vand, så det var en stille aften. I går mandag var vi godt 10 gæster. Det var da noget af et fremskridt og lidt mere hyggeligt. I aften tirsdag var der indtil flere rimeligt diskuterende selskaber, så det var meget hyggeligt. Når jeg har holdt fast, har det naturligvis været på grund af maden, som er som den skal være på disse kanter. Skulle man have brug for en restaurant engang her i Mazan kan jeg anbefale (som min værtinde her på hotellet - uden spisemuligheder - har gjort) http://www.restaurant-lolulo.fr Den findes lige uden for bygrænsen i retning Mormoiron)

Tilbage til ruten: Eftermiddagens besøg afslørede nogle nyheder - for mig.

Først Domaine Cascavel, hvis vine jeg har smagt i Danmark, og som overbeviste mig meget om at stedet skulle besøges på turen.
Desværre er stedet allerede nu historie. Der vil ikke i fremtiden være noget, der hedder Cascavel - jo, selve mærket er reserveret til eventuel senere brug. Raphaël Trouiller
 har solgt sine vinmarker og vil fremover koncentrere sig om negociantvirksomhed. Det har han arbejdet med de sidste par år under under mærket In Fine. Indtil videre har han kun produceret Ventoux i tre farver, men det kan udvikle sig til vine fra flere appellationer, hvis tingene udvikler sig, som han håber. Han har faktisk aldrig selv lavet vin. hans Cascavel, som har været og er en særdeles fortrinlig vin er blevet lavet hos Marot på Murmurium, indtil dette domæne måtte erklære sig konkurs. Hvor de sidste par årgange er lavet, ved jeg faktisk ikke, men disse vine er historie. Navnet Cascavel er lagt i dvale og kan måske genoplives, hvis Trouiller en dag får mulighed for at købe biologisk dyrket Ventoux-vin fra en producent af tilstrækkelig god kvalitet. Han har så altså valgt at gøre det, han mener han er bedst til: at omsætte vine lavet af andre. Det skal han også nok være god til, men det er nu lidt beklageligt, at disse vine (indtil årg. 2007) forsvinder. De er rigtig gode, og jeg sikrede mig en pæn portion af restlageret.
Nu er det ikke blot sådan, at man ikke kan besøge Cascavel mere. I stedet for kan man på samme let findelige adresse i stedet købe vine fra Vindemio Jean Marot har nemlig købt huset i Villes-sur-Auson og allerede fra den kommende uge vil skiltet med Cascavel blive skiftet ud med et for Vindemio. Det kalder jeg en god nyhed for os vinturister. .

Meget passende gjaldt næste besøg Marot på Vindemio. Jeg var jo vel forberedt på at høre om hans planer.
Se, nu er det jo sådan, at Marot bor et sted, hvor der ingen kældre findes. Da han var på Murmurium, lavede han vinene for Cascavel i sine egne kældre (tæt på Pesquié). Efter at været nede at vende økonomisk, laver han nu - indtil videre - sine vine på et andet domæne, der har plads til at rumme hans remedier, Domaine Marsanne (tror jeg de hedder) i Bedoin. Nu har andre trukket på ham, og heldigvis kan han nu nyde godt af andres velvilje. Man kan udmærket forstå, at han har mange venner. Han er godt nok en af de mest sympatiske mennesker, jeg har mødt i lang tid. Han sælger normalt ikke vin fra privatboligen, men heldigvis havde han en beholdning til smagning, og jeg var så privilligeret, at få lov til at smage dem alle. Man kan ikke rigtig sammenligne vinene med andre jeg kender fra Ventoux (måske Cascavel). Man kan også udtrykke det sådan,  at han er modpolen til Pesquié. Ingen af hans vine ser træfade. Nogen taler om umanipulerede vine, og det må de være et skoleeksempel på. Han har en filosofi, som jeg holder meget af. Vinene skal kunne drikkes og nydes unge. Om de så kan holde i 7, 10 eller 12 år er mindre væsentligt. For en gangs skyld foretrak jeg basiscuvéen, som er rigtig god, og ved I hvad, 7€, det er røverkøb.
Jeg vil meget anbefale, at man besøger hans nye caveau i Villes-sur-auzon, hvis vejen falder forbi.
Jeg håber virkelig, at han får mulighed for at fortsætte med sin passion.
I øvrigt vil han i nær fremtid blive certificeret biodynamisk. På falderebet spurgte han, om jeg kendte til principperne, men det turde jeg ikke sige nej til. jeg sagde bare, at jeg havde besøgt Montirius, og det slog han sig vist til tåls med.
Domænet Murmurium eksisterer stadigt - med ny ejer ( Marc Pichon), men vinene fra markerne der sælges indtil videre til negociant, så også dette gode navn er formentlig historie. 

Første del af etapen var noget flad. Jeg havde en aftale med Clos de Patris i Caromb kl. 9.00 (syndikatet har lavet alle aftaler for mig). Da jeg kørte fra Mazan til Caromb passerede jeg en traktor, og jeg var ret sikker på, at det var Yves Morards prægtige hår- og skægpragt, der befandt sig på traktoren. Jeg mødte da heller ingen på stedet, og efter et kvarters tid opgav jeg at vente. Enten har han glemt aftalen, eller også skulle jeg have mødt på en anden adresse, som jeg ikke kendte noget til. Shit happens.
Jeg tog et billede, men det vil jeg ikke offentliggøre, for det kunne antyde, at stedet er noget rodet. Er det nu bare hans privatbolig (ja, der sælges vin om eftermiddagen), så må han jo indrette sig som han vil.

Da jeg i sin tid kom med ønsker til, hvem jeg ville besøge, havde jeg peget på Chateau Croix des Pins. Damen på syndikatet mente ikke, det var en god idé, så den var ikke med på listen, men da jeg nu lige i den påtvungne pause kom forbi, ville jeg lige kigge ind.
Der er noget helt galt på det sted. Alt var i sjældent set forfald - også vinmarkerne.
Jeg smagte fire vine, og de var såmænd gode nok, men damen indbød ikke til, at der blev talt om hjemmeside (Hun ville f.eks. ikke modtage mit visitkort). Jeg har sådan på fornemmelsen, at manden må være bortgået i én eller anden retning. De nyeste vine, jeg så var årgang 2005. Jeg vil glemme dette sted og ikke anbefale besøg.

Så kom der gang i feltet igen. Næste planlagte besøg var hos Domaine l'Estagnol, hvis udsalg ligger et par hundrede meter ude ad vejen mod Caromb. Kælderen ligger et par kilometer ude ad vejen mod Carpentras, men den behøver man ikke at se, hvis man har set andre af slagsen.

Favier har 21 ha. at lave vin fra. Den mest interessante var Cuvée Prestige. Den er lavet fra 8 ha. med 80% Carignan (+ Grenache) - plantet i 1922. Den var lidt interessant, fordi så gamle Carignanstokke godt kan have noget at byde på. Den smagte var fra 2003, hvilket også er den årgang, der p.t. tilbydes i udsalget. Favier anbefalede at åbne den 3-4 timer før den skulle drikkes, og det lyder fornuftigt. Det er den eneste af hans vine, der fadlagres - 13-14 mdr. på barriques. Prisen var 10€, og det var der ikke noget at sige til alt taget i betragtning.
De andre Ventoux rødvine var lidt for syrerige efter min mening. Det er nok derfor han laver en Cuvée Safran, der må kaldes Vin du Pays, fordi der er efterladt for meget restsukker. Jeg ved ikke, hvor god en idé den slags er. Hovedparten af hans eksport udgøres af Cuvée Prestige, fortalte han.

Sidste halvdel af etapen havde stigende sværhedsgrad, først en halvsvær mindre stigning, så et kategori 1 bjerg - nærmest uden for kategori - og en spændende afslutning, der endte med at gå svagt opad.

Det var lidt svært at finde frem til Chateau Tour des Genêts. Måske fordi de ikke er så interesserede i besøg lige i øjeblikket og måske har fjernet/nedlagt et lille skilt. Måske var det bare mig, der overså et. Da jeg ankom til det sted, hvor jeg forventede at finde domænet, kom jeg til en byggeplads af temmelig store dimensioner. Der var et tårn, og det syntes logisk. Jeg fandt frem til nogle bygningsarbejdere fra de tidligere kolonier, der pegede i forskellige retninger, og så kom jeg rigtig på hul- og afveje. Jeg måtte igen spørge om vej hos nogle markarbejdere, og så kom der et holdepunkt - en bygning i horisonten med solfangere. Dem kørte jeg efter og fandt frem til en af de der lukkede franske gitterporte. En telefonopringning afslørede, at jeg var på den rigtig families privatbolig. Porten blev åbnet, og så gik det derudaf. Den søde Patricia ville køre foran ned til kældrene - byggepladsen, jeg var på i første omgang! Undskyld den lange smøre, men det er bare for at illustrere, at man let kan komme på herrens mark med de der temmelig unøjagtige franske adresser.
Jeg ved ikke, hvor de får pengene fra, men der investeres godt nok en hel del på domænet, og om et års tid vil det ganske sikkert fremtræde meget flot. Kældrene findes faktisk helt intakte inde i alt byggerodet, og de er meget praktiske og ganske flotte.
Vent med et besøg indtil 2010.
Vinene. Jeg smagte hele rækken, og dem er der sådan set ikke noget i vejen med. Jeg synes, de har et problem med syren, og det ved de også godt. Patricia fortalte, at hun havde været i Kbh. på et tidspunkt med alt for unge vine og derfor ikke havde succes.
Alle rødvine, jeg smagte, var fra 2005, og det understreger vel nok det faktum, at vinene skal gemmes i en del år for at være drikkevenlige. Nu har jeg det svært med at adskille begreberne mineralitet og syreholdighed. Mange værdsætter mineralitet højt, og nogen vil måske finde vinene ganske gode. Efter smagningen blev jeg spurgt, hvilken af vinene, jeg syntes bedst om - underforstået, at så ville jeg få foræret en flaske. jeg valgte deres bedste hvidvin, som fakltisk var rigtig god. Den har 80% Clairette, og det kan jeg rigtig godt li' - i øvrigt samme andel, som hvidvinen fra Vindemio, som jeg glemte at fremhæve fra besøget der i går - nok fordi rødvinene var så gode.

Dagens og formentligt hele turens højdepunkt var vinene på Domaine de Fondrèche.
Det er ikke så ofte man besøger et sted, hvor alle cuvéer fra den "svageste" til topcuvéen har en meget høj kvalitet, og det syntes jeg vinene her havde - og det gjaldt både hvid- og rødvine. Hvidvinene mindede mig om Beaucastel. De røde kan jeg ikke rigtig finde en reference for - det skulle da måske lige være Santa Duc i Gigondas. I alle vinene er der balance mellem frugt og syre og alkohol. Dette sted må ikke forbikøres, hvis man er i området. Jeg vil helt sikkert komme igen, hvis lejlighed gives - og reservere plads i bagagerummet.
I øvrigt lavede Sebastien Vincenti sine første årgange i André Brunels kældre (les Caillou) i Chateauneuf du Pape 1993-95, samtidigt med at han arbejdede der. Jeg synes altså, at lærlingen har overgået læremesteren, hvis man kan opfatte Brunel som læremester. Det er jeg nu ikke sikker på, at Vincenti vil skrive under på.

Etapens afslutning var Le Repaire du Géant. Grunden til, at dette sted var sat på ønskelisten var egentligt, at jeg ikke rigtig kunne tyde, hvad det var for nogen vine, der blev lavet her. Nu har jeg et indtryk, og der var flere sjove/særprægede ting imellem.
En vin lavet på spisedruen Muscat de Hambourg og Grenache Noir. Hvad kommer der ud af det? Vinen hedder Gri du Gri - noget midt imellem hvid og rød - Duften er Muscat så det brager, farven som en meget lys rosé, men der er hverken tale om dessert- eller rosévin. Det er simpelthen bare en Gri-Gri du Géant. (Vin du Table naturligvis).
En hvidvin lavet på 100% Ugni-Blanc er jeg heller ikke stødt på før. Den kunne gå an sådan fra 50-årige vinstokke.
En 100% Carignan med maceration carbonique er da heller ikke almindeligt. Alle rødvine laves i øvrigt efter denne gæringsmetode.
Bortset fra al det pjat, så laver man 2 gode Ventoux-vine til henholdsvis 8 og 12€, og det er de faktisk værd.
Man har kun 7 ha. og har ikke besvær med at afsætte vinene. 1/3 afsættes ved direkte salg til lokale og turister. Jeg tror ikke, man har et smagelokale. Vi sad ved spisebordet, men man vil meget gerne modtage gæster.

Denne etape startede med en kat. 2 stigning i et vildsomt område.
Da der var et hul i planen her til morgen, ringede jeg til Yves Morard på Clos des Patris -
det var ham, jeg traf i går. det viste sig, at han havde ventet en bekræftelse på aftalen, og det forstår jeg på en måde godt. Jeg troede, syndikatet havde bekræftet.
Jeg er meget glad for, at besøget kom i stand. Det var en meget interessant person at træffe. Det er jo ikke ved hvert besøg, man starter med at få tilbudt libanesisk kaffe og hjemmerullede cigaretter. 
Som ung tog Morard en ønologisk uddannelse, og tog derefter til Bekaadalen i Libanon, hvor han arbejdede på forskellige vingårde fra 1980 til 1996. Han blev åbenbart en kendt mand der, han blev kaldt derned igen i 1997-2005, hvor han var leder af oprettelsen af et meget stort vinbrug.
Faderen døde kort efter at han var taget til Libanon i 1980, og moderen sad tilbage med 3 ha. vinmarker. Disse marker passede Morard i de fri-uger, han havde. Hans arbejdstider var, som man har det på boreplatforme - med nogle fri-uger ind imellem. De penge han gennem årene tjente i Libanon, brugte han til at købe gode vinmarker omkring Caromb, når sådanne var til salg. På den måde har han i årenes løb fået anskaffet 15 ha. for 3 uger siden kom en mand fra Caromb til ham og bad ham passe nogle marker, han havde købt og gøre dem klar til biologisk certificering, så fremover har han 24 ha. at arbejde med. Han har en søn på 33, også med ønologisk uddannelse. Sønnen vil gerne gå over til biodynamisk dyrkning, så det ender det nok med i løbet af få år.
Der laves på stedet 4 cuvéer Rød Ventoux. Jeg smagte de 3 bedste (han glemte den første) og det var alle 3 meget gode vine. Det var ikke den fadlagrede, der var den bedste. Den meste Grenacheprægede smagte jeg i 2006 og 2007, og der var stor forskel. Da jeg sagde, at jeg foretrak 2007, var hans kommentar: Yes, a very very very very good vintage.
Det er et af de besøg, jeg aldrig glemmer. En lille pudsighed: Jeg skulle absolut se hans gamle vinpresse (kurvepresse). Han gik foran ud på vejen, mens jeg undrende fulgte efter.
Den bruges som blikfang ved indkørselen de 11 mdr. af året. Jeg tør ikke love, at det er ham, der tager imod, hvis man besøger stedet. Men vinene er i sig selv en omvej værd.

Domaine du Grand Jacquet var næste sving på ruten. Her vil jeg gøre omtalen lidt kortere.
Jeg smagte alle 10 cuvéer. De har en del salg til restauranter i området, og skyldes nok bl. a. at de kan levere alle vintyper. De har i alt 14 ha. og heraf ligger 3 ha. omkring ejendommen og er Vin du Pays, og så kan man slå sig løs med at eksperimentere med fremmede druer: Sauvignon, Cabernet Saugvignon, og Muscat Petit Grain (Den fra Beaumes de Venise). VDP Le Gourmand de Vigne (50% Roussane og 50% Grenache Blanc) var den vin, jeg syntes bedst om. Den var fra sent høstede druer - man lod to klaser tilbage på hver stok under høsten og plukkede dem, når de var angrebet af purriture noble. Måske er det ikke rigtig stavet, men tænk på Sauternes - der bruges samme fremstillingsmåde. De røde vine var lidt anonyme, men sikkert velegnede til brug på restauranter. De var meget afbalancerede, både frugt- og syreindholdet var behersket. Lidt for behersket for en Rhoneelsker. Bortset fra det var parret nogle meget flinke mennesker, som tilsyneladende ikke havde besvær med at afsætte vinene.

Ca. 7 km uden for Marzan i retning mod Carpentras - den sydlige rute, D4, finder man 
Domaine Terres de Solance. Igen gode Ventoux-vine helt uden mislyde. Man tænker meget over tingene her. Jean Luc Isnard er en meget filosofisk anlagt type. Hvis nu man spørger ham, hvad navnet på en ny hvid topcuvé, ICI & Maintenant, egentligt betyder, så får man en nærmest pastoral forklaring på, hvad der betyder noget her i livet. Pastoral, fordi han ligesom præster har mange forklaringer på samme sag. Der forløb mindst 10 interessante minutter, hvor vi var omme omkring "grib øjeblikket", "lev livet mens du lever", buddistisk filosofi og al den slags. Der var også en del forklaringer vedrørende  cuvénavnet Moitié Pleine, Moitié Vide. Det forekommer meget logisk, at man er i gang med "opgradering" fra biologiske til biodynamiske dyrkningsmetoder - to år igen.
Man har en del praktiske ting at finde de rigtige løsninger på. Man er ved at få lavet nye etiketter, man vil inden høsten skifte de gamle store cementtanke ud med ståltanke og store koniske træfade (derfor var der ingen mening i at tage fotos fra kælderen). Man er i færd med at nedlægge de af vinmarkerne, der ikke giver tilfredsstillende kvalitet.
Sympatiske mennesker med sympatiske synspunkter og sympatiske vine. 

Det er den græske gud for vindene, Eolos, der har inspireret til navnet på Domaine les Terrasses d'Eole. Da de først havde fået denne ide, da de skulle navngive domænet, førte det flere ting med sig, bl.a. at vinnavne alle har fået et provencalsk navn på forskellige vinde. Ordet Mistrau er ret tydeligt navnet på mistralen, men det hænger ikke sådan sammen, at kraftige vine absolut bærer navne fra kraftige vinde. 
Man praktiserer "viticulture Raissonne", der vel kan oversættes som noget i retning af fornuftig og miljørigtig behandling af jord og planter. "Rigtige" certificerede biologiske dyrkere har ikke megen respekt for den slags. For dem er det at springe over, hvor gærdet er lavest.
Isnard benægter at være på vej til biologisk certifikation. Han vil ikke bindes på hænder og fødder. En anden producent udtrykte det således, at han ikke ville have kontrollanter rendende i tide og utide. Det er påfalden så mange biologisk eller "tæt på" producenter, der er i Ventoux. Man forklarer det med, at det er lettere der i det køligere klima (om natten).
Alle vine på stedet er af god kvalitet, men igen fandt jeg, at den næstbedste rødvin var mere for mig end den bedste, der er fadlagret. Sammenligner man priserne på de to vine, 8€ for Mistrau og 14€ for Auro Roso, så er der slet ingen tvivl. 
Igen her var en vintype, jeg aldrig har set før, og som er en nyfødt cuvé: VDP Eissero (Sirocco), 2005 fra senthøstede (20.11.) Marselan (en krydsning mellem Grenache og Cabernet Sauvignon). Den var faktisk go' og helt anderledes. Det er snart ved at være sådan, at enhver producent i Ventoux skal lave en dessertvin af vidt forskellig karakter.

De fleste franskmænd man møder undskylder altid deres "very little" engelsk. Under næste besøg burde det være mig der gjorde det, for nu mødte jeg en englænder, James King, der ejer Chateau Unang. I første omgang havde jeg egentligt ikke stedet med på min besøgsliste, men da jeg efterlyste ideer, kom der forslag om dette sted - naturligvis fra en dansk importør, der lige har begyndt import fra stedet, Jesper Mansted. Det var et udmærket forslag. Da min værtinde på hotellet så min besøgsliste og kom til Unang, sagde hun: "Oh, he is a real gentleman" (De er venner med parret på Unang - fru King har jeg mødt på hotellet i ugens løb). Bortset fra det, så har hun ret. Der er på én eller anden måde noget typisk engelsk over James King.
Da ægteparret købte stedet i 2001 var den store hovedbygning ret forfalden, og vinmarkerne det samme. Det var klart fra starten, at det kun var en del af markerne, der umiddelbart kunne bruges til fremstilling af kvalitetsvin. En del planter stod ikke til at redde, andre var plantet på marker af for ringe kvalitet, og sorterne var ikke plantet, hvor de burde være.
De 19 ha svandt til 12 og er igen oppe på 15 ved nyplantninger. Med så relativt mange unge stokke tager det nogle år, før produktionen er økonomisk optimal.

(Jeg kom ved at høre om det til at tænke på Croix des Pins, som jeg "besøgte" i går. King kunne opklare for mig, hvad der sket der. For et par år siden var manden død ved en tragisk trafikulykke, og konen kunne slet ikke overskue at drive stedet, der nu er til salg. Så var det jo ikke så mærkelig, at jeg var total uinteressant, hvis jeg ikke ville købe vin).

Hovedbygningen skulle også  renoveres, og det koster penge, for den er stor. Jeg så den nu ikke, for besøgende, der ikke er inviteret privat, ser ikke bygningen. Den er gemt et stykke fra kældrene og udsalget bag en grim kompakt jernport.

Stedet er et besøg værd - ikke for at se Unang, men for at smage den.

2 ha er med grønne druer - nede i dalen - og de to hvide cuvéer er udmærkede.
Hos den røde cuvé, Saint-Gabriel, er ordet Unang ikke fremtrædende på etiketten, og det er forståeligt. Ventoux La Source (Der løber en større vandåre under markerne og ind under selve hovedbygningen) lagres en smule på brugte fade.Topvinen La Croix er fra en enkelt mark omkranset af skov.
Jeg smagte La Source 2005 og 2006, der er runde, bløde, balancerede og frugtmættede (især 2006). La Croix er lidt mere landadelig og koster 50% mere -16€. Det blev La Source 2006, der kom med mig til Danmark.

Første del af etapen var temmelig flad. Nu forstår den flinke Jean-Christophe på Domaine de Champ-Long jo ikke dansk, så jeg vil tillade mig at sige, at det var en lidt tynd kop te.
Der kunne ikke tages billeder på stedet, for strømmen var gået i området. En generator sikrede dog, at man havde en enkelt lampe i smagelokalet. Som det var tilfældet på flere andre af de besøgte domæner foregår en rimelig stor del af salget fra stalddøren. Samtidigt med at jeg var der, kom et yngre par (i tyverne). De skulle naturligvis kun smage hvid og rosé, og indkøbet var 12 fl. rosé og 6 fl. af den letteste hvidvin. Denne episode fremhæves fordi det understreger, hvad jeg har hørt om på flere domæner, at rosévinene er blevet vældigt populære blandt den unge generation - ikke nogle med tyngde eller for meget alkohol, men de typiske roséer fra Ventoux - lyse og lette. Jeg har for skams skyld smagt et væld af den slags vine på turen, og jeg skal jo være forsigtig med at være alt for arrogant over for typen, men så ville jeg nu alligevel foretrække en bajer på en varm sommerdag.

Der var mere tyngde både over vinene og manden på det sidste Ventoux-domæne på denne tur,  Le Mas de Flauziéres. Jeg havde ikke besøgt domænet før, men har mødt Jérôme Benoit ved et par lejligheder, og havde lovet at besøge ham, hvis jeg kom i nærheden.
Jeg har aldrig opfattet domænet som Ventoux-producent, og det er bestemt heller ikke vinene herfra, der er mest interessante. Halvdelen af produktionen af Ventoux afleveres i øvrigt til kooperativet, fordi han ikke har plads til at lave hele produktionen i sin egen kælder. Af en eller anden grund er kooperativet i Vaison villig til at aftage druer fra ham, selv om det ikke er normalt, at man selv kan aftappe og aflevere til et kooperativ samtidigt. Han fortalte i øvrigt, at den første appellationsændring, der vil ske i det sydlige Rhone vil være, at vinene fra Vaison vil blive forfremmet fra Cotes du Rhone Village til Cotes du Rhone Village Vaison Saint Romaine. Jérôme Benoit kender de fleste vinavlere i Rhoneområdet, for han har en del tillidshverv i diverse organisationer. Han spåede i øvrigt, at Rasteau måske ikke havde så langt igen, før ophøjelse til Cru. Vi får se. Jeg har på fornemmelsen, at der er et stykke vej til enighed om, hvilke marker, der skal inkluderes.
Jeg lærte noget andet, som overraskede mig en smule. Når der sælges olivenolie på et domæne - som bl. a. på Flauziéres - eller frugtjuice, så vil det normalt ikke stamme fra ejendommens egne buske/træer. Man afleverer frugterne på en oliemølle/mosteri og så får man et færdigt produkt med hjem med samme, som man ikke ved, hvor stammer fra, men man sætte egen etiket på flasken. Det ville vores danske forbrugerråd vist ikke acceptere.

Gæringen foregår for alle vine i fibertanke - ikke fordi de er bedst, men fordi de er billigst lyder den åbenhjertige forklaring. Jérôme Benoit håber af få bygger en helt ny kælder inden for de næste 2-3 år. Der findes faktisk en del del træfade på stedet, så her spares der ikke.
Flauziéres er mest kendt for Gigondas-vinene. Her har man 12 ha. beliggende i den højeste del af appellationen. Der laves en rigtig elegant Vacqueyras, men man har kun 0,5 i denne appellation. Benoit ejer den højest beliggende vinmark i Seguret, 3,5 ha. med blå druer.
Vinene fra disse 3 appellationer er alle udmærkede. Topcuvéen fra Gigondas koster 25€.

Afslutningen fandt sted hos venner, der har et hus 8 km fra Nyons. De foreslog, da jeg ankom, at vi skulle ud at smage lidt vin, og det er jeg jo altid med på, selv om der har været smagt en del de foregående fire dage. Vi besøgte først et sted i Valreas - det glemmer vi. Så ville vi prøve at komme ind hos Gramenon i Montbrison, men der var kun besøg efter aftale. På den videre færd, så vi et skilt til Domaine Piallat, og det var ikke noget, man havde hørt om før, men vi kunne da prøve. Her havde man et nyere og ganske nydeligt smagelokale, og vi smagte fem vine, en hvid, en rosé og tre røde cuvéer. De var alle Cotes du Rhone. Det var rene og velsmagende vine, som de fleste vil kunne li', og så gør det jo ikke noget, at priserne holdes mellem 5,2 og 6,1€. Det er de absolut værd. Parrets første årgang var 2004.
Man har for nyligt fået lavet en hjemmeside, og den nøjes jeg med at henvise til ved denne lejlighed. Formentligt vil der senere blive lavet en side under sektionen "Hidden Secrets".
Domænets adresse er Quartier Suzaud, 26770 Montbrison - ikke så langt fra Gramenon. Skulle man feriere deromkring, vil jeg anbefale et besøg.

Eftertanke:

En ting er vist de fleste private producenter i Ventoux enige om: Viognier burde ikke være begrænset til at indgå med 20%. Derfor støder man på mange Vin du Pays lavet på ren Viognier. I det relativt kølige klima (i hvert fald om natten) bliver disse vine ret gode og vil sikkert tiltale mange hvidvins-drikkere. I det hele taget nyder hvidvinene godt af dette kølige klima. Man har ikke problemer med manglende syreholdighed, som det ofte er tilfældet i de lunere appellationer i Sydrhone. Mon ikke jeg smagte de 3 bedste hvidvine, der laves i appellationen: Fondrèche Cuvée Persia på 100% Roussanne, som minder meget om den bedste fra Beaucastel, Chateau Pesquié Quintessence fra 80% Roussanne og 20% Clairette samt Vindemio Regain på 80% Clairette og 20% Grenche Blanc. Sidstnævnte var måske ikke helt på højde med de to andre, men den var umiddelbart charmerende og velsmagende. 

Rosévine spiller en meget stor rolle, og mange producenter øger produktionen og påstår, at vinene er lette at afsætte. Alle vine har en meget lys farve og er i alle henseender modsætninger til de berømte Tavel-vine - og så er de så dejligt umiddelbare. Nu tager jeg  ikke rosé vine særligt alvorligt, men jeg forstår godt, at de er populære i Provence på de varme sommerdage. 

Der kan laves rigtig gode rødvine i Ventoux, hvis man er parat til at begrænse udbyttet. Jeg har bemærket, at mens man taler om et begrænset udbytte i f. eks. Chateauneuf du Pape på f.eks. 25 hl/ha., så synes man i Ventoux at 35 hl./ha. er et meget begrænset udbytte, der nævnes med en vis patos.
De gode Ventoux vine er i balance - frugt/syre. Hos de lidt mindre vine og i de fleste basiscuvéer er syren altså for dominerende - synes jeg. Vinbønderne selv taler om mineralitet, og det er vel den positive omskrivning. Syren afrundes naturligvis efter lagring og gør vinene holdbare. 
Når man når frem til den bedste cuvée, vil denne ofte være fadlagret i nyere barriques. Jeg føler ikke rigtigt, at det passer til en Ventoux-vin. Der var flere tilfælde, hvor jeg foretrak den næstdyreste vin - på grund af ingen eller kortere fadlagring. Jeg har ofte haft svært ved at vurdere, hvor megen fadlagring, der er brugt til en Chateauneuf du Pape. I Ventoux synes jeg, at det fremstår meget tydeligt, måske fordi man her har den opfattelse, at et fad skal kasseres senest efter tre års brug.

Når det gælder årgange, så synes jeg ikke, der alt i alt er stor forskel på 05-06-07. 2005 er også her en endnu ikke tæmmet vildbasse - på de bedste domæner. 2006 har mest frugt og bliver tidligst drikkemoden, men er meget charmerende og umiddelbar. 2007 anses af producenterne for den bedste årgang - og når det gælder det korte tidsperspektiv i den forholdsvis unge appellation - nok den bedste nogen sinde. 2008 er noget af et problem. Flere sagde, at de nok ikke laver deres bedste cuvée i denne årgang. Hvidvinene og rosévinene var nu lige så gode som tidligere årgange. Jeg smagte ikke rødvine fra 2008 fra fade eller tanke. Jeg skal ikke kunne sige hvorfor. Det plejer at blive tilbudt, men måske er der ikke tradition for den slags i Ventoux. Måske kan der være en anden nærliggende årsag. Jeg følte ikke trang til at spørge.

Efter besøget er lavet en side med et forsøg på at opstille en Top 10 over producenterne fra Ventoux.