AOC Chateauneuf-du-Pape 

Det var en vinbonde fra Chateauneuf-du-Pape, Baron Le Roy (ejer af Chateau Fortia), der var ophavsmand til Frankrigs appellationssystem, AOC.
I 1923 udviklede han et sæt regler for områdets vine for at imødegå den tiltagende kvalitetsforringelse og dermed lille anseelse, som områdets vine nød. Han opstillede følgende kriterier, der stort set gælder i dag:

Vinene måtte kun produceres inden for et nøje afgrænset område. Der hvor lavendel og timian voksede vildt, måtte der også dyrkes vin.
Kun bestemte anerkendte druesorter måtte plantes.
Dyrkningsmetoderne for vinen skulle kontrolleres.
Vinen skulle mindst holde 12,5% alkohol.
Under høsten skulle mindst 5% af druerne frasorteres, så det kun blev sunde og modne druer, der blev anvendt.
Der måtte ikke laves rosévin, og kun vine, der havde bestået en prøvesmagning, måtte bære navnet Chateauneuf-du-Pape.

I 1936 var tiden moden til at indføre det franske appellationssystem, og Chateauneuf-du-Pape var blandt de første i Frankrig, der fik status som AOC.

Området, der omfatter AOC Chateauneuf-du-Pape, strækker sig over 5 kommuner: Chateauneuf-du-Pape, Orange, Courthezon, Bedarrides og Sorgues. Se kort herunder.
Det beplantede areal er lidt under 3.200 ha. - varierer lidt alt efter arealer under omplantning, men der deklareres normalt fra mere end 3.100 ha.

13 druevariteter er tilladte i appellationen, heraf 5 grønne (6 medregnet Grenache Blanc). Det er ikke tilladt at producere rosévin. 6-7% af produktionen er hvidvin og resten rødvin. Vinen skal holde 12,5% alkohol (er oftest mere) og maximum-udbyttet er 35 hl/ha. (oftest mindre). Det er stadig således, at mellem 5% og 20% skal declassificeres (le rapé). Vinstokkene skal beskæres på en bestemt måde, lave stokke med forgreninger, hvilket traditionelt er gjort for at modstå mistralens bidende vinde ( den blæser 125 - 150 dage om året ).

Appellationen har videre rammer end nogen anden fransk appellation, idet der ikke eksisterer regler om procentvise andele af druevarieteter i markerne eller i den enkelte vin - så længe man kun benytter de 13 tilladte varieteter.
Læs evt. mere om historien bag appellationens tilblivelse.


Home  


Siden opdateret 27-01-2015