Byens administrative forhold gennem tiderne

Chateauneuf du Pape overtages af pavestolen

Det tysk-romerske kejserrige og den franske konge var i århundreder vigtige politiske faktorer i Europa. Området omkring Chateauneuf du Pape var aldrig under fransk overherredømme før revolutionen i 1789. Byen Orange, der kun ligger 10 km fra Chateauneuf du Pape var fransk (en overgang hollandsk) område, så Chateauneuf du Pape har ligget på grænsen til den franske konges rige.
I 1157 blev Chateauneuf du Pape sammen med Comtat Venaissin med billigelse af den tysk-romerske kejser (Frederik den II) en del af pavestolens besiddelser, og herefter var det biskoppen i Avignon, der var lensherre for bl.a. Chateauneuf du Pape.
Selv om indbyggerne i Chateauneuf du Pape var påtvunget biskoppen i Avignon som lensherre, kan man godt sige, at de havde udstrakt selvstyre. Indbyggerne kunne i vid udstrækning selv bestemme over deres interne forhold, så længe deres beslutninger ikke stred mod biskoppens interesser, og de i øvrigt betalte den tiende og de fæsteafgifer og andre "skatter", biskoppen forlangte.

Fra direkte til repræsentativt demokrati

Det lokale selvstyre bestod i første omgang (efter at biskoppen var blevet lensherre) af alle familieoverhovederne i byen, altså en mand fra hver husstand. De skulle alle samles og træffe beslutninger om "kommunens" affærer. Man kaldte på fransk denne forsamling for "le parlament général". Det viste sig imidlertid svært ikke at have egentlige ledere under dette system. Derfor blev det i 1303 bestemt, at forsamlingen kunne udpege 3 personer (for et år ad gangen) til at lede forsamlingen. Hermed startede man consul-styret i byen, der skulle fungere helt frem til den franske revolution i 1789. De 3 consuler var valgt i rækkefølge, så der var en 1. consul, en 2. consul og en 3. consul. Man kunne sige de var "kommunens" forretningsudvalg. De skulle indkalde til møder, lave dagsordener og i øvrigt tilse, at beslutninger blev ført ud i livet. Når man mødtes i den store forsamling, var det under overværelse af en repræsentant for lensherren. Han var til stede som observatør og havde i princippet ikke tale- eller stemmeret.
Det skulle efterhånden vise sig, at det var svært at få alle til at møde op, når der blev indkaldt til møderne. Derfor blev det i 1579 bestemt, at der skulle udpeges (i en forsamling bestående af alle "husstandsrepræsentanter") 26 medlemmer, valgt for et år ad gangen. Kun disse 26 personer skulle så mødes med consulerne og vedtage beslutninger. Man kaldte denne forsamling "le conseil"

I bogen CHÂTEAUNEUF DU PAPE Mémoire d'un village er anført en liste over samtlige valgte consuler fra 1331 til 1789 med undtagelse af enkelte år, hvor man ikke har optegnelser bevaret. Man tog det ret alvorligt, at valget skete for et år ad gangen. Kun 2 1. consuler er blevet valgt i to på hinanden følgende år.
Udskiftning efter et år kan godt være spild af erfaring, derfor blev det senere besluttet, at afgående consuler skulle deltage i forsamlingen som rådgivere.
Der var visse fordele ved stillingen som consul: skattefrihed og betalte udgifter i forbindelse med udgifter under rejser, f.eks. til lensherren i Avignon. Der var også "diæter" i forbindelse med tiden, der medgik til varetagelse af hvervet.

Det "rigtige" paveslot i Avignon blev bygget 1317-1333. I alt 9 paver havde domicil her mellem 1305 og 1403.
I dag er slottets rum alle restaureret og bruges til konferencer. Alle rum er tomme, indtil man evt. opstiller stole og borde, som på billeder herunder, hvor adskillige store sale rummede Découvertes en Vallée du Rhone i 2013, hvor mere end 500 producenter præsenterede deres vine for journalister og vinhandlere.

Bystyrets opgaver

En del af beslutningerne i bystyret omhandlede naturligvis borgernes forhold til lensherren. De fleste af de skiftende lensherrer synes at have været rimelige i deres krav til byens indbyggere, når det gjaldt skatter og afgifter, men enkelte gange var der konfrontationer. Kunne man ikke blive enige, kunne sagens afgørelse indklages for paven i Rom, og dette skete enkelte gange, men det var dyrt for bystyret, og det kunne tage lang tid at få sagen afgjort. Det forekom faktisk, at bystyret fik medhold.
Man skulle blive enige om bystyrets indtægter, dvs. skatter og afgifter, for kommunen skulle ansætte folk til særlige opgaver.
En af de vigtigste ansatte var byens "secrétaire", som langt hen ad vejen kan sammenlignes med det, vi vil kalde en kommunaldirektør. Han skulle helst være juridisk uddannet, så han kunne udforme beslutningerne skriftligt på en holdbar måde og skulle være kompetent til at fremføre argumenter over for lensherren og andre autoriteter. Mindre forseelser fandt også deres afgørelse lokalt, og her skulle der også helst være en rimeligt uddannet person til at sikre afgørelsernes rimelighed. Denne person fungerede ofte over en længere årrække.
"Le valet consulaire" var en altmuligmand, der fungerede som sendebud og havde til opgave at publisere afgørelser. Han kan vel nærmest sammenlignes en herold.
"Régent des écoles", lederen af byens skole, der har været etableret siden engang i 1500-tallet. Vedkommende blev valgt for et år ad gangen.
En "chirurgien", læge. Der var ofte 2 læger ansat i byen
"Gouverneur de l’horloge" sørgede for at klokken i klokketårnet gik som den skulle - helst præcist
"Le portier" sørgede for at åbne og lukke byens 2 porte.
Ikke mindst var der "le trésorier", byens kasserer, der sørgede for opkrævning af skatter og udbetaling af løn for bystyret.
Det var også bystyrets opgave at udpege fårehyrder. På dette område var der (lige som for skolelæreres vedkommende) en vis brugerbetaling. Mange tvistigheder i byen handlede om ødelæggelse af afgrøder, fordi fåreflokkene ikke blev passet ordentligt.
Det var også bystyrets opgave af tage sig af de fattige, der ikke kunne klare sig selv. Dertil havde man "L'hôpital des pauvres", fattigggård med bl.a. en "recteur", forstander.
Byrådet skulle også udpege nogle personer, (i fredelige tider 2, ellers flere) som "politibetjente", der kunne sørge for god ro og orden i byen.
Det var naturligvis også bystyrets opgave at finansiere byens religiøse liv, først og fremmest præsten, "le curé", men også de religiøse fester og kapellerne.
Herudover skulle bestyret regulere byens erhvervsliv ved at sørge for, at man kunne få oliven presset til olie, og at man kunne få kornet malet til mel. Der kunne godt være uoverensstemmelser mellem lensherre og bystyre om, hvem der skulle have ansvaret for disse opgaver, der kunne indebære et vist overskud.
Vigtige opgaver som sikring af frisk brød og andre fødevarer hver dag, kunne også være en sag for bystyret, og det kunne ind imellem løses ved at give monopoler til personer, der så forpligtede sig til at sørge for opfyldelsen af disse behov.

Efter revolutionen

Under revolutionsperioden stod indbyggerne i Chateauneuf du Pape over for et svært valg. Skulle man satse på et fortsat tilhørsforhold til paven, eller skulle man tilslutte sig den nye franske republik. Det gav anledning til stor splittelse i byen.
Avignon satsede på republikken og Comtat, området øst for byen, ville ikke den vej. Der var adskillige ret ophidsede afstemninger i Chateauneuf du Pape om det spørgsmål, men flertallet var hver gang for tilslutning til Frankrig, og det blev så også resultatet.
Herefter blev consul-systemet afskaffet. Den sidste var valgt for 1789.
Nu kom byens valgte politiske leder til at hedde "maire", borgmester, og man måtte indrette sig på de ret centrale styringsmekanismer, der altid har været karakteristiske for den franske måde at indrette samfundet på.

Man fornemmer ikke, at kirken i Chateauneuf du Pape, som ligger på en grund, der i tusind år har huset byens religiøse centrum, har genskin fra tiden, hvor paverne i Avignon havde afgørende indflydelse.
Den oprindelige kirke fra 1000-tallet kunne ligge i den nuværende kirkes midterskib, og dens mure var en del af den ældste bymur. De bygningsdele, man kan se på billedet, stammer fra 1787 eller senere

Bymurene (remparts), der nævnes på skitsen, er fra den ældste, indre bymur, der stammer fra det 11. årh.

Kuriosum:
Princippet om, at consulerne kun måtte besidde embedet et år har ikke været videreført for senere tiders borgmestre. Fra 2. verdenskrig til 2014 har der kun været 3 borgmestre i byen:
1944-1965: Lucien Jeune. 1965-2001: Félicien Diffonty. 2001-2014: Jean Pierre Boisson. I 2014 blev Boisson ufrivilligt væltet af en relativ ung advokat - men dog søn af en vinbonde - Claude Avril.