Appellationssystemet

Efter vinlusen

Efter vinlusens hærgen i Europa fra omkring 1865 lå vinproduktionen i ruiner. Man dyrkede korn, hvor der før var vinmarker. Det varede heldigvis ikke mange år, før man fandt løsningen: Podning af de traditionelle europæiske plantesorter på amerikanske roddele, der var resistente over for vinlusens larver.
I en periode, hvor vin var en mangelvare, blev priserne mangedoblet, og det er ikke så mærkeligt, at man mange steder i Frankrig fristedes over evne og satsede på kvantitet frem for kvalitet. Man plantede mange steder højtydende sorter, ofte hybrider, der ikke kunne laves kvalitetsvin på. Af og til lavede man et fluidum, der knap kunne kaldes vin. Det førte til den franske stats første regulering af vinproduktionen, der simpelt hen bestod i at fastlægge, hvad man måtte kalde vin. Det skete i 1889.
I de næste par årtier udstedtes adskillige dekreter, der havde som formål at begrænse overproduktion, hæve kvaliteten og standse ulovlige forhold, bl.a. importerede mange sydfranske producenter hemmeligt vin fra Algeriet for at tilføre deres tynde vin en vis styrke.

Starten på AOC - Appellation d’Origin

På nationalt plan indførte man i 1905 en lov, der benyttede begrebet Appellation d’Origin. Det omfattede ud over vin også andre afgrøder, f. eks. ost, sennep og øl.
1908-12 definerede man en række områder, hvor man fik særlig tilladelse til at bruge bestemte vinnavne. Champagne var det første område, der blev defineret, hurtigt derefter Bordeaux.
Lokalt begyndte vinbønderne at organisere sig og drøfte tiltag, der kunne hæve områdets omdømme og vinenes kvalitet. Man drøftede druesorter og dyrkningsmetoder, herunder beskæring, kunstvanding, loft over udbytte pr. ha. og minimum alkoholprocent. Man drøftede også geografisk afgrænsning af områderne, hvor man måtte give vinen et bestemt navn.
Indtil nu havde man ikke fra statens side peget på detaljerede og differentierede regler for vinproduktionen.

I Chateauneuf du Pape var man ret tidligt i gang med lokale tiltag. I 1894 dannede man den første sammenslutning ”Syndicat Viticole” med Joseph Ducos som præsident. Han var byens borgmester og havde året forinden taget initiativ til, at byens navn officielt blev fastlagt til Chateauneuf du Pape, hvilket man kaldte vinen fra byen.
I 1905 nedsatte byrådet en kommission på 18 medlemmer ”pour éviter l’entrée des raisins étranger” (for at undgå indførelse af fremmede druesorter). Det var åbenbart, noget man drøftede på det tidspunkt, hvor staten netop havde lagt op til at bevare områdernes egenart.
I 1911 nedsatte byrådet igen en kommission, denne gang på 34 vinproducenter ”pour procéder a la classification des vins dits de Châteauneuf du Pape et pour sauvegardir l’authencité et la renomée de notre cru”, (for at udforme regler for en klassifikation af vinene fra Chateauneuf du Pape og sikre autenciteten og omdømmet for vore vine). Borgmesteren på dette tidspunkt var Francois Coulon.

1. verdenskrig sinkede projektet, men i 1919 vedtog centralmagten en lov, hvor ud fra man skulle gå i gang med at definere lokale områder og beskrive deres traditioner for vindyrkning. Mange steder havde loven ikke rigtig nogen effekt, men i Chateauneuf du Pape gik man i gang med at arbejde på sagen

På Chateau Fortia var kommet en ny ejer, Baron le Roy de Boiseamaure. Han var jurist og havde tjent som officer under krigen, og man fandt, at han besad de helt rigtige kvalifikationer. En deputation opsøgte ham og bad ham om at stå i spidsen for udarbejde regler for dyrkning af vin i Chateauneuf du Pape, hvilket han indvilgede han i. Det arbejde, han organiserede, blev banebrydende ikke blot for den lokale appellation, men for det landsdækkende appellationssystem, der siden blev forbillede i flere andre vinlade.

I 1923 dannede man Syndicat des Propriétaires Viticulteurs de Chateauneuf du Pape med Le Roy som præsident. På dette tidspunkt var man ved at være klar med de grundlæggende regler for appellationen, men der krævedes et lokalt organ, der kunne fremføre dem over for myndighederne.

Reglerne udformes

1924-1928 foregik det møjsommelige arbejde med at få fastlagt, hvilke områder, der skulle kunne omfattes af appellationen. Hele Chateauneuf du Pape kommune blev i princippet omfattet, mens det kun var dele af 4 andre kommuner, der grænsede op til Chateauneuf du Pape, der også blev omfattet. Inden for disse grænser var der også områder, der ikke var egnede eller som ikke blev klassificeret, fordi ejerne ikke ønskede det eller ikke ville betale den afgift, der skulle erlægges. Der blev udarbejdet detaljerede kort over klassificerede marker. En ledetråd i arbejdet skal have været denne tommelfingerregel: Der hvor lavendel og timian voksede vildt, måtte der også dyrkes vin.
Grænserne blev godkendt af Cour de Cassation den 21. november 1933.

En anden vigtig afgørelse man skulle træffe var, hvilke druesorter man skulle tillade. Resultatet man nåede frem til var 13 forskellige sorter, som man traditionelt benyttede (reelt 14 idet man regner Grenache Noir og Grenache blanc for én sort).

Man foreslog et basisudbytte på 35 hl. pr. ha., hvilket var sat meget lavt i forhold til hvad man satsede på i andre områder, men det siger noget om, at man var meget opsatte på at sikre vinenes kvalitet. Det ses også af, at man foreslog at min. 5% af druerne skulle kasseres, så man sikrede, at kun sunde og modne druer indgik i produktionen.

Den minimale alkoholprocent fastsatte man til 12,5.
Man beskrev også traditionerne på stedet vedr. beskæring og regler for nyplantning.

Allerede i 1929 godkendte myndighederne disse regler, og man havde således opfyldt de opgaver, som loven fra 1919 havde lagt op til. Der var dog endnu ikke tale om egentlig dannelse af en appellation - men alt lå klar.
Det var tale om regler, der blev lavet af de lokale producenter, og det blev klart, at man gik mange forskellige veje i forskellige lokale områder.

Loven af 30. juli 1935 - INAO og AOC

Med henblik på at få styr på reglerne rundt om i Frankrig vedtog parlamentet en lov, der indførte begrebet appellation d'origine contrôlée (AOC). I loven fra 1919 talte man kun om appellation d'origine. I loven fra 1935 tilføjes begrebet contrôlée. Man skabte med loven et administrativt organ, der skulle godkende reglerne for vindyrkning over hele landet, INAO, Institut National des Appellations d'Origine. Loven fra 1935 handlede kun om vin, men siden 1990 beskæftiger INAO sig med en lang række andre landbrugsprodukter.

Chateauneuf du Pape	1842	1880	1913
Vinmarker i ha.	667	200	1080
Opdyrket i øvrigt i ha.	585	805	209
Frugt og oliven i ha.	18	40	70
I alt	1270	1045	1359

Vinlusen kom til Roquemaure i 1865 og spredtes hurtigt

Joseph Ducos 1833-1910. Borgmester i Chateauneuf du Pape 1888-1904.
Tog initiativ til byens navneskifte fra Chateauneuf Calcernier til
Chateauneuf du Pape. Ejede Chateau La Nerthe 1877-1904

Baron le Roy de Boiseamaure (1890 - 1967)

In 1914, Pierre Le Roy was drafted in the cavalry of the French Army but later changed service and became a pilot in the Air Force. After being shot down twice during World War I, Le Roy was awarded the Chevalier of the Legion of Honor and the Croix de guerre (Military Cross). Returning home to Vendargues, he met married the daughter of Bernard Le Saint (datter af ejeren af Chateau Fortia) in 1919. He soon gained control of Château Fortia and became a prominent figure in not only the history of Châteauneuf-du-Pape but also the history of French wine. In 1935 he co-founded the Institut National des Appellations d'Origine (INAO) and, the next year, spearheaded the creation of the Appellation d'origine contrôlée (AOC) system that would become the basis of the French wine laws and continue to influence European wine laws into the twenty-first century (citat fra wikipedia)

I 1936 var man klar til at godkende appellationer.
Det skete for Chateauneuf du Papes vedkommende den 15. maj 1936. Der blev kun tale om mindre ændringer i forhold til de væsentligste kriterier, vinbønderne i Chateauneuf du Pape med Baron Le Roy i spidsen selv havde udstukket i 1920erne.