|
Châteauneuf-du-Pape
- pavens vin
Ramoun, der overalt er Mester
Ved Arbejd som ved muntre Fester
Staar for Flasken og hæver den højt af og til
Og raaber: ”Venner, lad os drikke!
Naar mange Sten paa Marken ligge
Maa Seglen fugtes; hvis ikke
Faar den Skaar!” Og de andre gør straks som han vil
Af
Frédéric Mistral: Miréio (1859)
´I fortællekredsen Lettres de Mon
Moulin (Breve fra min mølle) fra 1859 beretter den franske forfatter
Alphonse Daudet om pavernes by Avignon og særligt om en elskelig gammel
pave, under hvis herredømme Avignon blomstrede, og alting var så
fredfyldt, at fængslerne kun blev brugt til at opbevare vin ved den rette
temperatur. Hver dag red paven en tur på sit muldyr og hilste omkring sig
med et stille, fint smil om munden og en meriankvist i baretten. Denne
rare mand havde ikke en eneste last, måske bortset fra den lille vinhave
han havde anlagt tre mil fra byen blandt Château-Neufs myrter.
”Hver søndag efter aftensangen besøgte
den ærværdige fader sin vinhave, og når han sad deroppe i den velsignede
sol med sit muldyr ved siden af sig, omgivet af sine kardinaler, der lå
udstrakt i græsset, lod han en lille flaske vin af egen avl trække op,
denne dejlige, rubinrøde vin, det stadig bærer navnet ’Châteauneuf-des-Papes’,”
skriver Alphonse Daudet henført.
Man forstår hans fascination og glæde.
Vin fra Châteauneuf-du-Pape er ikke bare god vin, det er hedonistisk,
sanselig vin, som kan nydes både tankeløst fornøjet og i afsondret
intellektuel fordybelse. Modsat den stramme, alvorlige syrah fra nord er
blandingsvinen châteauneuf-du-pape med sin mangfoldighed af udtryk en ægte
hyldest til livsglæden. Og mens man om nogle af verdens store vine med en
vis ret kan sige, at de kræver øvelse og erfaring at forstå og værdsætte,
gælder det ikke denne vin.
Det er, som en poet udtrykte det for
nogle hundrede år siden, en vin, der bringer livsmod, musik, kærlighed og
glæde. Og i øvrigt har fået sin hele egen danske fanside på internettet,
www.chateauneuf.dk, hvor vinen diskuteres, byttes, smages og forklares.
Drikken går rent ind.
Når den er bedst, altså. For der er
stadig stor forskel på vinene fra Châteauneuf-du-Pape, og det er stadig
kun et mindretal af de små 300 producenter, der udnytter stedets
potentiale.
Appellation og politik
At der må være forskel, siger næsten
sig selv. Appellationen Châteauneuf-du-Pape strækker sig fra flodens
østlige bred fra Orange i nordvest til Sorgues (ikke langt fra Avignon) i
sydøst. Højeste punkt er omkring 120 meter og findes i den nordlige del.
3200 hektar jord med i hvert fald tre
vidt forskellige jordbundstyper eller terroirs. Selv om mange,
herunder jeg, har en fornemmelse af, hvad en typisk châteauneuf er for
noget, så er begrebet egentlig meningsløst. I dag produceres alt fra
elegante vine, der bringer mindelser om stor bourgogne, til brutale
blockbusters med alkoholprocenter, som kan koste folk kørekortet, blot
de ser på etiketten. Nogle producenter holder strengt på de gammeldags
principper for vinproduktion, andre arbejder hæmningsløst med nye fade og
macération carbonique.
I den nordlige og nordøstlige del
finder man flest af de berømte galet roulés, runde, røde sten i
varierende størrelse, der ligger i et tæt lag på markens lerede jord.
Stenene opsamler varmen fra solen, der skinner 2800 timer om året, og
holder længe på den, hvorfor druerne her modnes hurtigere end i de
sandede, lerede jorde, som findes længere østpå og den grusede jord, der
findes i den sydlige del af appellationen.
Mistralen blæser fugten væk og
forstærker det varme klima, en tredjedel af årets dage kan måles
vindstyrker på mere end 16 meter per sekund.
Stenene, der for mange er varemærket
på Châteauneuf-du-Pape, spiller en rolle, men man kan diskutere hvilken.
At stenene opsamler varme, skulle i dette klima ikke nødvendigvis være en
fordel, som vinskribenten Niels Ehler bemærker det. Køligere nætter er af
det gode, når det er så varmt, som det er her. En øget refleksion af
sollyset fra de lyse sten kunne forbedre fotosyntesen og dermed potentielt
også druernes kvalitet. Den opsamlede varme i stenene ned til
rødderne, der opnår en højere nattemperatur, hvad der er fremmende for
plantens evne til at fordele de sukkerstoffer, der er dannet i forbindelse
med dagtimernes fotosyntese, samtidig med at der også opnås en forøget
produktion af vigtige plantehormoner. Desuden holder stenene på fugten i
jorden, og det er vigtigt, når regnen er sparsom.
Forklaringen er formodentlig en
kombination af disse, og de fleste lokale nøjes med at slå ud med hånden
og sige terroir.
Det ville være vinøst uansvarligt at
dømme generelt om, hvilken del af appellationen, der giver de bedste vine.
En redegørelse for det skiftende terroir i Châteauneuf-du-Pape ville i et
større sprogområde kunne udgøre en selvstændig bog. Men med alle forbehold
kan man sige, at de lettere vine med kortere levetid komme fra de ret
drænede jorde sydpå, der ligger i relativt læ for mistralen, mens de
barskere, større og længere levende vine kommer fra de nordlige parceller.
Den lille middelalderby
Châteauneuf-du-Pape ligger med sine kun godt 2000 indbyggere i omkring 100
meters højde og 18 kilometer næsten stik nord for Avignon i departementet
Vaucluse. Når man bevæger sig ind de smalle, stejle gader, er man ikke i
tvivl om, hvad der er denne bys hovedattraktion og hovedindtægtskilde.
Overalt er der tilbud om vinsmagning med efterfølgende salg, men som så
ofte i denne verden, er det ikke de mest åbenlyse udbud, der er de mest
interessante. De mest medieombruste vinmagere lever diskret, hvis de lever
i byen. Men mange producenter holder til i udkanten eller helt uden for
den lille, turistprægede by, der i 1100-tallet blev givet til biskoppen af
Avignon som en gave sammen med halvdelen af alle toldindtægter fra handelen
på Rhône-floden.
Appellationen Châteauneuf-du-Pape er
altså anderledes stor. Den kan inddeles i små hundrede matrikler,
lieux-dits af varierende størrelse, mange med navne som vi kender fra
vinproducenterne; Beaucastel, Charbonniere og Beaurenard f.eks.
De fleste af navnene er ældgamle.
Provences store besynger, digteren Frédéric Mistral, taler om ”druer fra Crau” med mindst lige så stor hengivenhed som Robert Parker gør det mere
end hundrede år senere. Andre navne stammer direkte fra Napoleons
inddeling af landet i matrikler (cadastre) i begyndelsen af
1800-tallet, en minutiøs inddeling af Frankrig med optegnelser over hver
enkelt lods frugtbarhed. Alle de lodder, der var ejet af den samme mand,
blev slået sammen og opkaldt efter ham, og skatten kunne så udregnes efter
et sindrigt system.
Man kunne sagtens forestille sig den
store appellation rangeret efter burgundisk princip i marker med status
som Grand Cru eller Premier Cru. Enkelte selvbevidste dyrkere har forsøgt
sig, således tilføjede Louis Reynaud fra Château Rayas frejdigt et
Premier Grand Cru til sin etiket som en understregning af vinens
(ganske rigtigt exceptionelle) kvalitet.
En officiel inddeling ville være en
glimrende idé, markernes forskellighed taget i betragtning, men forslaget
har ingen gang på jorden; det er, som så meget andet i denne verden et
spørgsmål om poletæk. For tænk hvis nogle af de store og berømte
jordbesiddere pludselig reduceres til indehavere af sekunda-terroir?
Ingen rar tanke, især ikke hos
bogholderen. Navnet Châteauneuf-du-Pape sælger i sig selv billetter, og
det faktum er egentlig den største trussel med vinens kvalitet, fordi
mange fristes til at indkassere den kortsigtede gevinst og sælge
underlødig vin med det berømte navn på etiketten og til en pris, som ikke
svarer til kvaliteten. Christophe Delorme fra Domaine de la Mordorée, der
siden 1989 har lavet en af de bedste vine i AOC’en, skoser nogle af
kollegerne for hellere at ville sidde på kontor i jakke og slips end at gå
i marken, hvor det hele foregår. Ret har han selvfølgelig. De gode
resultater nås af de vinfolk, der grundlæggende er bønder og (med fare for
at lyde rørstrømsk) føler en kærlighed til jorden, stedet og vinen. Det
kan kolde hjerner ej forstå, og derfor vil forretningsfolk vil aldrig
fatte, hvad det handler om og aldrig være dem, der driver kvaliteten
fremad.
Tendensen forstærkes, når nogle
importører decideret kræver en bestemt lav slutpris – f.eks. 100 danske
kroner. Er det, hvad man har på lommen, vil det langt være at foretrække
at shoppe i f.eks. Cairanne frem for at dyrke det berømte navn.
Baron le Roys regler
Er Châteauneuf-du-Pape i dag præget af
forskellighed, så var den til gengæld først med vedtagelse af ensartede
regler for vindyrkning og afgræsning af et område. Appellationen
Châteauneuf-du-Pape er indstiftet af længst afdøde baron Le Roy, ejeren af
Château Fortia, så tidligt som i 1923. I samarbejde med de øvrige
producenter i området opstillede han regler for hvilke marker, der hørte
med, tilladte druetyper, minimum alkoholprocent (de stadig gældende 12,5
procent er den højeste minimumsgrænse noget sted i Frankrig), forbud mod
rosévine, forbud mod chaptalisering (tilsætning af sukker) og obligatorisk
triage, hvad der bedst kan oversættes til sortering af druerne.
Det varme middelhavsklima gør det let
at opnå den høje alkoholprocent, og de fleste vine ligger i dag et stykke
over det krævede - mange er helt oppe på 14-15 procent, enkelte endnu
mere.
Hver enkelt producent er forpligtet
til at tage fem procent af høsten fra og bruge den i en mindre vin – et
krav, der dog mere er en teknisk detalje end et praktisk problem, da de
fleste producenter også har almindelig côtes-de-rhône på programmet.
Udbyttet i Châteauneuf-du-Pape er i øvrigt meget lavt i forhold til f.eks.
Bordeaux, hvad der selvfølgelig også er fremmende for koncentrationen i
vinen.
Baron le Roys regelsæt blev model for
hele Appellation Controllé-systemet, der blev kopieret i resten af
Frankrig og Europa med – klassificeringen af Bordeauxs vine fra 1855 gik
jo nemlig ikke på markernes eller vinens kvalitet, men på slottenes
præstationer (og politiske magt) på daværende tidspunkt.
Le Roy var en betydende jordejer med
de rigtige forbindelser, og hans retningslinier har været præget også af
det. Men i hovedsagen består de i dag, dog suppleret af et dekret fra
1954, hvori de forsamlede vinbønder enstemmigt forbyder flyvende
tallerkner eller ”flyvende cigarer” at lande i eller lette fra deres
vinmarker – UFO’er var højeste mode dengang.
Druerne
I Baron Le Roys oprindelige regelsæt
var kun ti druer tilladt, med den officielle appellation i 1936 kom de
sidste tre til, så man nåede op på de berømte tretten druer, der må
benyttes. Det er usædvanligt mange for en AOC og årsagen skal formentlig
findes i det historiske – vinstokkene var der allerede, de gav udbytte,
derfor måtte de være tilladt.
I langt de fleste røde vine er
grenache grundstammen. Nogle gange enerådende, men oftest suppleret af
syrah (der blev introduceret her i midten af 1800-tallet) og mourvèdre,
druer, der får større og større indflydelse i Châteauneuf-du-Pape. En
producent som Beaucastel arbejdede i slutningen af 1940’erne med op til 90
procent grenache, en andel, der i dag er reduceret til 30 procent til
fordel for ikke mindst mourvèdre, der i pragtvinen Hommage à Jacques
Perrin kan udgøre helt op til 60 procent og også hos mange andre nød
stigende popularitet op gennem 1980’erne, fordi dens rustikke, animalske
udtryk anses for at være mere historisk korrekt i disse omgivelser end
syrah-druen.
Mourvèdres rolle er speciel derved, at
den, når det lykkes, kan skabe store vine, men samtidig er den meget
krævende. Man har sammenlignet dens rolle her med pinot noir i Bourgogne,
hvor det som bekendt er fantastisk, når det lykkes, men også tit meget
skuffende.
Den oprindeligt høje andel af den ofte
alkoholrige grenache skyldes primært, at så meget af vinen blev solgt til
producenter i Bourgogne, der havde brug for den kraftige vin til at spæde
deres egen vin op, og de betalte mere for grenache end for syrah (der fik
en opblomstring i 1970’erne) og mourvèdre. Dog er grenache stadig
dominerende og meget betydelige vine, som f.eks. Rayas, er fremstillet
udelukkende med den.
Mere traditionelle producenter holder
sig typisk til de marker, de har arvet med de druer, der vokser der. De
gærer det hele sammen og fremstiller én vin, med mindre jagten på
international berømmelse har tvunget dem til noget andet. Men mange mere
teknisk bevidste producenter vinificerer druerne separat og er meget
opmærksomme på blandingen til sidst.
Der produceres en lille del hvid vin,
og den kan som regel slet ikke leve op til den røde med Roussanne Vieilles Vignes fra Beaucastel som en markant undtagelse. Selv om de
hvide vine fra Châteauneuf-du-Pape ligesom de øvrige hvidvine fra syd er
blevet bedre, så er de stadig en parentes på vinens verdenskort. Det er en
smagssag, om man vil drikke dem unge eller man vil vente, til de bliver
gamle og får et tydeligt oxideret præg. De fleste vil formentlig
foretrække det første, men de lokale kendere drikker gammel hvid Rhône-vin
til retter med trøfler.
De fleste klassiske røde vine herfra
er til gengæld virkelig gode gemmevine og først efter syv-otte år eller
mere får man det fulde udbytte af dem. Det er som regel kraftige vine, der
kan lide at blive parret med kraftig, gerne provencalsk mad. Også her
gælder det, at vin og mad med samme oprindelse går godt i spand.
Det var ikke Baron Le Roy, der fandt
på at producere vin omkring Avignon. Som så ofte udgik det vinøse
initiativ fra kirken, i hvert fald hvis man skal tro de første skriftlige
kilder. Biskoppen af Avignon dikterede i 1157 en vinmark tilplantet, han
passede den selv, men kaldte den ikke ved det navn, vi kender i dag. Byen
og området var mest kendt for de kalksten, som byen (og vinen) dengang
havde navn efter. Senere blev den blot solgt som landvin fra Avignon.
I det 13. århundrede blev den lille by
Châteauneuf-du-Pape mere velhavende og det tilplantede areal var steget
til omkring 300 hektar. Det store gennembrud for byen og området kom, da
pavedømmet flyttede til Avignon (der dengang ikke var en del af Frankrig,
men var et paveligt len under kongen af Napoli) i 1309. Paven hed Clement
V, og kom – som det hedder på avisernes navnesider – fra en stilling som
ærkebiskop i Bordeaux, en post han bestred under navnet Bertrand de Gouth.
Han blev kronet som pave i 1305 og valgte Lyon som vært for ceremonien.
Årsagen var den komplicerede og
intense magtkamp mellem den franske konge og det romerske pavedømme, og
den nye pave indgik da også i et ret tæt samarbejde med den franske kong
Philip IV og brugte hovedparten af sin tid på at bekæmpe de magtfulde
tempelriddere, Jerusalems beskyttere, hvis mange borge stadig kan ses i
området. Han menes dog at have haft stunder til at beordre yderligere
marker tilplantet, før han forulykkede få år efter, mens han krydsede
Rhône-floden ved Roquemaure.
Hans efterfølger, Johannes XXII,
byggede det berømte sommerslot i Châteauneuf-du-Pape for at komme lidt væk
fra byen Avignon – og som led i et større forsvarsværk. Byggeriet var et
kolossalt projekt, der varede det meste af femten år, og paven nåede kun
at få kortvarig glæde af det. Slottet stod færdigt i 1333, og pave
Johannes døde året efter.
Men de 10 hektar omkring slottet nåede
han at få plantet til med både oliventræer og vinstokke. Han erfarede, som
de lokale før ham, at det var de afgrøder, der bedst klarede de tørre
betingelser. Baron le Roy brugte nogenlunde samme logik, da han 600 år
senere bestemte, at netop den jord, hvor man kunne dyrke timian og
lavendel, kunne anses som egnet til vindyrkning.
Johannes XXII var meget engageret i
vindyrkningen, og i øvrigt en betydelig aftager. Ved en bryllupsfest for
pavens grandniece i 1324 indtog man blandt mange andre delikatesser 55
får, 690 kyllinger, 580 fasaner, 270 kaniner, 8 svin, 4 vildsvin, 40
hjejler, 37 ænder, 50 duer, og man havde naturligt nok havde brug for en
del vin til at skylle menuen ned med. Châteauneuf-du-Pape, som på
daværende tidspunkt bestod af omkring 1000 hektar, var fordelt på mange
hænder, så paven måtte søge længere ud for at finde vin – til markerne den
nærliggende Bédariddes, i dag en del af appellationen.
Vinen fik tilnavnet pavens vin, når
den blev sendt nordpå via den travle Rhône-flod. Men det var
endnu ikke den vin eller de druer, vi kender i dag.
Da pavedømmet i 1377 flyttede tilbage
til Rom, og da man i koncilet i Konstanz i 1418 fik gjort så nogenlunde op
med Det Store Skisma (der i næsten 400 år havde ført de kristne kirker i
forskellige, delvis nationale retninger), blev der også stille om pavens
vin.
I det 16. århundrede blev en del vin
sendt af sted ad flodvejen, noget af det havnede ligefrem i Rom, hvis man
skal tro Nostrademus og hans historie om Provence, og et par hundrede år
senere kunne Marquis Tulle de Villefranche eksportere sin vin så langt væk
som til Boston, USA – og kræve en god pris for den.
Den store katastrofe indtraf i 1873.
Da lagde vinlusen som så mange andre steder markerne øde og fik flere
vinproducenter til at søge tilbage til de oliven, deres forfædre levede
af. Kun energiske ildsjæle sikrede, at markerne igen blev tilplantet, så
Châteauneuf-du-Pape også i moderne tid kunne spille en rolle. I dagens
marked mere end nogensinde før.
Pavens nye slot - Châteauneuf-du-Pape
– er i dag en ruin, et enkelt tårn er tilbage, det ligger der på højen som
byens vartegn, der kan ses langt væk. Slottet blev forsøgt ødelagt første
gang i 1562 af den evindeligt hærgende huguenot, Baron des Adret, der har
andre ruiner i Rhône-dalen på sin samvittighed. Nådesstødet fik slottet
dog først i 1944, da tyske tropper med større effektivitet sprængte det i
luften, da de måtte trække sig tilbage efter at have brugt det som
våbenlager under deres besættelse af dele af Frankrig.
I dag flokkes turisterne omkring
ruinen for at nyde udsigten over byen og floden og for at spise på den
udmærkede, enkle restaurant (Le Verger des Papes), der ligger lige ved.
Mange af dem er amerikanere. For selv
om vinen generelt har haft et godt ry, så kan Châteauneuf-du-Pape først
for alvor siges at være kommet på mode igen efter de mange lovprisninger
fra kritikeren Robert Parker, der ellers ikke er poetisk anlagt, men som
ved i hvert fald et par lejligheder har ladet sig rive voldsomt med af de
store årgange i appellationen. Parkers meget store magt er slået igennem
også her, og priserne er – især hos nogle producenter – steget meget
voldsomt i takt med udviklingen af specielle cuvéer, der fremstilles i
meget begrænset mængde og sælges til priser, der nærmer sig dem, der
kræves af de førende Bordeaux-slotte.
Succesen kan stige enkelte af de mest
lobhudlede producenter til hovedet, men andre trækker på skuldrene af de
vinøse modebevægelser.
Et besøg i byen kan anbefales under
alle omstændigheder.
Châteauneuf-du-Pape er det sydlige
Rhônes hjerte, og Alphonse Daudet mente, at havde man ikke besøgt dette
sted, så havde man ikke set noget som helst. Jeg er tilbøjelig til at give
ham ret. Men selv om stedet i årene 1998-2001 var en ekstraordinært flot
serie, er der grund til at vende tilbage også for at kigge efter
forbedringer. Der bliver lavet meget dårlig vin i Châteauneuf-du-Pape,
vin, som burde være meget bedre og som kunne blive det, hvis flere
producenter valgte at udforske terroirets kvalitetsmæssige muligheder,
snarere end det fine navns økonomiske ditto.
En hjælp i den retning ville være,
hvis de to syndikater fandt sammen. De strides i øjeblikket både om regler
for medlemskab og for vinens kvalitet, hvorfor der nu er to forskellige
flasketyper(!), hvoraf kun den ene bærer pavens segl. Set udefra ligner
stridighederne et resultat af den hastige succes, der er blevet
appellationen til del, og som har virket fremmende for forskellige folks
nøkker.
Mere sindige røster blandt
vinproducenterne bliver aldrig trætte af at appellere til sammenhold og
omtanke og minder om, at verdensmarkedet er en utro størrelse.
Som den beskedne og ekstremt
samvittighedsfulde Laurent Charvin sagde det, da jeg besøgte ham for at
smage den årgang 2001, som muligvis bliver hans bedste hidtil - hvad der
siger ikke så lidt:
”Ja, i dag står I her. For ti år siden
var I her ikke. Og om ti år står I et andet sted i en anden vinmark.”
Han kan have en pointe. Mode og luner
hører med til vinens verden, og moden kan skifte. Med ægte kærlighed er
det noget andet, så for mit vedkommende tager Charvin i hvert fald fejl.
Om ti år vil jeg atter stå i hans og hans kollegers vinmarker for at smage
den nye høst.
Det manglede bare. |
