Domaine les Aphillanthes

På dette domæne laves temmelig mange cuvéer.
Godt, at Philippe Cambie var med. Dels ville det have været vanskeligt at kommunikere med den lidt forsigtige Daniel Boulle, der ikke rigtig tør slå sig løs på engelsk, og dels ville det spændende smageprogram nok ikke have været så omfattende.
Alle vine i årg. 2007 blev smagt, stillet frem i flasker aftappet fra tønderne før ankomsten - Cambies korpus er ikke til langvarige smagning stående i kældrene, så det hele foregik siddende i det nydelige smagelokale.
Jeg var forberedt på vinenes stil, for nogle af vinene var smagt hos én af de danske importører, A Vinstouw.
Det skal lige indskydes, at Cambie - sammen med mange andre producenter, også i Chateauneuf - var meget glad for årgang 2007. 
Kældrene indeholdt forbavsende mange træfade, men det sporedes ikke i udpræget grad i vinene. Måske var det en fordel og gav vinene en mere afrundet karakter.
Følgende række af gode og rimeligt tilgængelige unge vine blev smagt:

På turen fra Aphillanthes (Tulette) til Escaravailles (Roaix) beså vi en vinmark på 1 ha., der for et par år siden blev købt af Philippe Cambie. Vinen herfra bliver lavet på Escaravailles, selvfølgelig med Cambie som beslutningstager. Navnet på dette nydannede domæne er Domaine Calendal. Efter høsten i 2008 overtages også nabomarken på 3 ha. På billedet står Cambie på den nye mark, mens den på 1 ha. ses i baggrunden.

Escaravailles ligger i en højde af 350 m.o.h. på det højeste punkt i Roaix. Vine fra denne højde kan have - og har det i dette tilfælde - en lidt strengere karakter, end vine fra lavere liggende og dermed varmere områder.
Gilles Ferrand taler næsten perfekt engelsk og har en meget venlig, åben og imødekommende personlighed. Derfor er han let at tale med.
Faderen, Daniel Ferrand, arbejder stadig i vinmarkerne er formand for syndikatet i Rasteau.
På billedet ses far og søn med Mont Ventoux i baggrunden.
Smagningen foregik efter samme mønster som på Aphillanthes. 2007 var hældt på åbne flasker og var stillet frem i smagelokalet. 2006 blev trukket op efterhånden, som smagningen skred frem. En af vinene var åbnet dagen før, og det blev den ikke ringere af - for at sige det på jysk.
Man er nødt til ved smagningen af disse kraftige vine at tage hensyn til dette forhold. De yngre vine skal trækkes op i god tid. Hele rækken har en temmelig god kvalitet.
Det er vine, der bør gemmes nogle få år efter høståret og måske åbnes i god tid, før de åbner sig og bliver delikate.

Som det fremgår var det ikke det bedste sted, jeg besøgte den dag. Nick Thompson, der havde tilrettelagt programmet ud fra mine ønsker, var lidt forundret over, at jeg ikke var så positiv over for hans vine, så måske var det mig, der var forkert på den med bedømmelsen

Også Jean-Marie Astart hører til traditionalisterne for så vidt som hans vine kræver en del år på bagen, før de er drikkevenlige. Hans vine er efter min mening mere værd at vente på end Roland Gaps.
Han har for 3 år siden bygget helt nye kældre inde midt i byen - Nabo til Brusset - og det vil fremover være her, man skal besøge ham. Ikke ved de gamle kældre lige uden for byen - mod Rasteau. Om 3 mdr. bliver hans kone, der er læge, hjemmegående, og så vil der være åbent i normal åbningstid. Indtil da er det klogt at aftale et evt. besøg.
Egentligt smager vinene ganske godt. De er mineralske og har en del syre, så rødvinene skal helst være 4-5 år - efter min smag.

Det gælder om at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Nick Thomsen havde sagt, at jeg kunne få frokost hos Denis Alary. hans havde også talt om en smagning uden at egentligt vidste, hvad det drejede sig om.
Da jeg ankom lidt før middag var der en større ansamling af folk, som ikke alle så ud til at være vinbønder.
Det viste sig, at man havde præsenteret årgang 2007 for en række hotelfolk. De havde om formiddagen sammen med nogle af producenterne foretaget en temmelig stor blindsmagning, og før frokosten skulle resultatet af deres vurderinger offentliggøres. Det var tydeligt, at spændingen steg, da formanden for juryen offentliggjorde resultatet. Dt varr ejeren/køkkenchefen på den kendte restaurant i Mondragon, La Beaugraviere. Jeg husker ikke i øjeblikket hans navn. På billedet herunder er han den eneste, der ikke har noget i hænderne og derfor folder dem. Han er placeret midt i billedet - han bestemmer jo over en restaurant, der har en vinkælder, der måske har den største samling af Rhonevine i verden.
En journalist har lovet at sende mig teksten til den artikel, han skal skrive til et lokalt blad. Jeg forstod at Denis Alary og brødrene Berthet-Rayne ofte klarer sig godt ved den slags smagninger, og det gjorde de også her.
Slatterne blev serveret til den efterfølgende udmærkede frokost.
Prismodtagerne (Man må selv afgøre, hvilken cuvée der præsenteres)

Rouge 2006	Blanc 2007	Rouge 2007
Berthet-Rayne	La Presidente	Denis Alary
Dionysos	Berthet-Rayne	Jubain
Escaravailles	Plaisir	Brusset

Så begyndte det at ligne noget godt, og det skulle fortsætte  hele eftermiddagen.
Dette domæne ligger i Rasteau, og det meste af vinen er herfra, men der produceres også en cuvée af Cairanne. Interessant at notere forskellen mellem de to appellationer, som her viste sig meget tydeligt.
Rasteau-vinene havde den karakteristiske mørke farve. Det er en smagssag, hvilken man foretrækker.
En mellemting mellem traditionelle og moderne. De skulle have potentialet til at kunne gemmes, men virker tilgængelige som unge.

Robert Charavin laver under alle omstændigheder gode vine. Alle blev trukket op ved smagningen.

Domænet ejes af to brødre Michel (t.v. på billedet) og André Berthet-Rayne. En 3. bror ejer Domaine Bertet-Rayne i Courthezon og en søster ejer Auberge Castel Mireio i Cairanne, der ligger lige ved siden af Michels privatbolig. Castel Mireio er navnet på stedet, hvor Michel bor, og det bruges også som navn på domænets prestige-vine.
Man skal ikke være længe i Cairanne, (en halv dag er nok), før man fornemmer, at Michel er en af de mest ansete vinbønder i byen. Det fremtræder, når han færdes i blandt dem med stor autoritet. Hans vine er uden tvivl også blandt de bedste. Jeg smagte ikke en aftappet rød Castel Mireio, men smagte de ublandede vine fra fad, og det skal nok være én af de bedste vine i appellationen - både i hvid og rød udgave.

Denis Alary kunne ikke være til stede, da jeg besøgte stedet for anden gang den dag. Det gjorde ikke noget, for jeg har mødt ham sidste år og hilste på ham under frokosten. Jeg kom først og fremmest for at smage vinene:

Besøget fandt sted kl. 18., og da der havde været problemer med en traktor, var Marchel Richaud i marken. Hans kone Maria lod mig smage og skaffede de oplysninger, jeg behøvede. Så kom Marcel til stede og viste mig rundt i kældrene og vi smagte fra fadene Grenache med andre druer, Syrah og Mourvedre (fra 3 fade). De var beregnet til den bedste cuvée i årgangene 2006 og 2007. Det var gode sager.
Som jeg havde oplevet det på andre besøg på turen, ser det ud til at producenterne (og jeg selv) mener, at 2007 vil blive bedre end 2006.
Domaine Richaud er nu certificeret biologisk - ECOCERT.
Vinene fra flaske er dem, man p.t. kan købe på stedet:

Domænet drives af fader og søn. Sønnen har fået en vis vin-uddannelse og skulle have visse forudsætninger for at lave god vin. De første vine forekom mig noget tynde i strukturen, De satser nok på den moderne let drikkelige type. Hvis man vil dette, bør der efter min mening være mere frugt end det var tilfældet her. Nu bagefter, hvor jeg også har besøgt kooperativet, minder vinene fra Boisson mig lidt om vinene der. I øvrigt var der tale om nogle meget sympatiske mennesker, men vinene fangede mig ikke rigtigt.

Når man kommer til stedet og møder en af brødrene, så bliver man ikke sådan i første omgang overbevist om, at der laves god vin på stedet. Her mødte jeg det igen: Da jeg sådan følte mig frem, om det kunne tænkes, at han forstod engelsk, så kom den klassiske vending i ren form. Vi er i Frankrig - her taler man fransk. OK, det må man bøje sig for.
Jeg har en vis øvelse i at få lirket de informationer fra den slags producenter, som jeg behøver, så det gik meget fint. 
Vinene var der ikke noget i vejen med. Dem skal de nok få solgt, selv om de ikke har en importør i Danmark - som jeg kender til. Jeg bemærkede, at brødrene omtales med en vis respekt i Cairanne. Efter at have mødt den ene broder, var jeg ikke i tvivl om, hvem af de folk, der var ved at sætte etiketter på, der var den anden broder. De ligner hinanden med deres lidt særprægede legemsbygning. 

Under besøget hos Nick Thompson fik jeg et foredrag om, hvorledes en ny appellation bliver til. Første fase er en beslutning hos de lokale bønder om, at man ønsker at få nye appelationsregler. I dette tilfælde få ændret appellationen for en del af vinmarkerne i Cairanne. Allerede i denne første indledende fase kan processen gå i stå, hvis for mange og for betydende producenter føler, at de har for meget at tabe - ved at deres marker ikke ligger inden for de grænser, man må antage, at INAO vil gå med til at fastlægge (CRU Cairanne i stedet for Cotes du Rhone Village Cairanne). I Cairanne har man for en måneds tid siden indsendt en ansøgning til INAO vedlagt en begrundelse for ansøgningen. Man har altså overstået denne indledende fase. Hvis INAO finder ansøgningen tilfredsstillende begrundet til at arbejde videre med sagen, indgår man i næste fase, opstilling af regler for appellationen. Det allervigtigste punkt her er afgrænsningen af den nye appellation. Cairanne har lavtliggende flade områder, som ikke kan påregne at blive en del af den nye appellation, og producenter, der har størstedelen af deres marker i dette område, vil naturligvis søge at komme med. Gode lokale venner vil måske støtte dem, så her kan processen standses, hvis INAO og de lokale producenter ikke kan nå til enighed. Det må påregnes at denne 2. fase kan vare 2-3 år.
I Rasteau er forhandlingerne blokeret, fordi den mest kendte producent, Soumade ikke har marker, der naturligt vil indgå. Mange lokale lokale finder det besynderligt, at den måske bedste producent i kommunen ikke kommer inden for grænserne. Den slags lokale hensyn preller af på INAO - indtil videre.

Jeg talte også med Nick Thompson, om jeg nu havde valgt at træffe de bedste producenter. Det mente han nok jeg havde. Han havde ikke truffet aftaler for  mig med et par producenter, simpelthen fordi de ikke var medlemmer af syndikatet, og så kan syndikatet naturligvis ikke bruge kræfter på, at de promoveres.

Jeg smagte ikke vine på stedet, men smagte hans Cairanne, da Nick gav frokost på en vinbar i Cairanne - 15 point.

De nye og meget præsentable bygninger, der ligger syd for vejen mellem Cairanne og Rasteau er bygget, hvor der lå et mindre domæne, før Vincent Moreau købte stedet. Han kom dog først til at råde over et anstændigt areal, da han samtidigt købte Domaine Rocher, der ligger oppe på højdedraget nord for byen. Heroppe ligger kældrene, og de store bygninger ved vejen synes langt hen ad vejen at være en tom skal, der dog indeholder et stort smagelokale og opbevaringsrum for de aftappede vine.. De store rum udnyttes af konen, Laurence Ballasteros, der er kunstner og som her arrangerer udstillinger med kendte kunstnere. Udstillerne skulle, efter hvad de siger, være endog meget kendte. 
Begge ægtefællerne får således deres forskellig drømme opfyldt. Vincent Moreau stammer fra en temmelig rig familie, så de ret store investeringer skulle ikke være et problem. Med de rigtige hjælpere (ønologer) skulle der nok være grundlag for at lave vine, der svarer til bygningerne. Pengene og viljen er der, og en række fadprøver fra det, der bliver hans først helt personlige årgang, 2006, er lovende.

Smagenotaterne er desværre bortkommet, men så vidt det huskes, smagtes følgende vine og vurderedes nogenlunde således:

Jeg blev modtaget af en sød ung dame, der kun havde været på kooperativet i kort tid, men hun havde gjort sit forarbejde og udarbejdet en liste over vine, der skulle smages - med notater, som hun kiggede i engang imellem. Hun spurgte flere gange, hvad jeg syntes, og så måtte jeg indtage den diplomatiske attitude. De første 4 vine smagte mest af vand med lidt forskellig farve. Trods den unge alder var alle vinene drikkemodne. Jeg har besøgt kooperativer i Vinsobres, Gigondas, Rasteau og Vacqueyras. Der er vinene nu altså generelt bedre. Vinene her er meget moderne i den forstand, at de ikke fornærmer nogen, selv ikke coladrikkere. Det er måske også en kvalitet for mange, der ikke er så vant til Rhonevine.
Alle smagte vine er fra serien Camille Cayran, der er beregnet salg til vinhandlere. Kooperativets serie for supermarkeder hedder Victordelauze. Godt at jeg ikke skulle starte med dem.