Domaine la Barroche

Julien Barrot fylder 28 i maj, og har masser af ungdommelig gåpåmod. Faderen Christian Barrot hjælper sønnen og blander sig ikke i afgørelserne. Julien har vist, at han kan stå på egne ben. På få år har han gjort vinene fra domænet velkendte i de betydende importlande.
Han fortalte på meget velformuleret engelsk om alle detaljer i vinfremstillingen. 
Sidst jeg besøgte ham, solgte han en del af produktionen til negociant, men siden 2006 vinificeres også denne del - fra de yngste vinstokke - på domænet under navnet Christian Barrot Terroir. 
Julien Barrots sparringpartner er ønologen Emmanuel Gragnepain fra Bourgogne, som skulle have flere klienter i området.
Vinene fra 2007 er ikke alle færdiggæret endnu. I et af fadene med Fiancé kunne man tydeligt høre, at det sydede. Det går i gang, når temperaturen i kælderen (nu 10 grader) stiger. Slet ikke noget problem i det,  siger Julien. For mig var det  overraskende, at lav temperatur kunne udstrække gæringsperioden over så lang en periode, men jeg bemærkede flere tilfælde senere på turen.

De smagte vine var fortrinsvis fadprøver fra 2006 og 2007:

Forhistorien til dette ikke-besøg var, at jeg forespurgte, om det var muligt at besøge stedet, møde Avril og smage vine. Jeg fik det svar fra en eller anden dame, at jeg bare kunne komme i åbningstiden. OK, det gjorde jeg så og blev modtaget af en lidt træt mandlig caviste. Jo, jeg kunne smage de vine, der stod på en seddel.
Det drejede sig om 2 årgange hvid Chateauneuf du Pape, som sikkert er meget gode og så deres Vin du Table, Petit Avril, som jeg ved ikke er noget at skrive hjem om. Nej, jeg kunne ikke smage andre rødvine denne dag. Ok, så lagde jeg mit visitkort og gik igen.
Jeg fik ikke spurgt, om Paul Avril var til stede. Det var nok en fejl. Han skulle være en meget venlig mand, fortalte andre mig senere.

Efter regn følger sol - sådan var det uden for kældrene denne dag. Sådan oplevedes forskellen på modtagelsen på Clos des Papes og Clos des Brusquières også!
Besøget var ikke planlagt, men jeg havde i baghovedet, at det var en mulighed, hvis tiden bød sig, for én der er klogere end mig har anbefalet 2005 og 2006 fra stedet.
Da det gik op for dem, hvem jeg var (ham der har lavet en side om dem), så kom hele familien til stede.
På billedet herunder er det fra venstre David, den ældste søn, fru Courtil-Thibaut, Courtil-Thibaut og den yngste søn Jêrome. Begge sønnerne er på vej til uddannelser, der gør dem til næste generation på stedet.
På smagetønden stod årgang 2005, og den er i hvert fald ikke ringere end de tidligere årgange, som jeg smagte en del af under mit sidste besøg. (Man kan stadig købe en del af disse årgange).
De var ikke helt klar over, at de havde 3 importører i DK. Da vi kiggede på listen over importører fik de øje på Domaine Saint Benoit og fortalte, at dette domæne ikke eksisterer længere, men er blevet delt op i to. Det må undersøges lidt nærmere ved lejlighed. 

Jeg ved ikke, om min smag har ændret sig, eller om den unge Stephane har ændret på stilen på vinene. Der er nok tale om lidt af begge dele. Farmand Raymond plejer at være en lystig fyr at besøge. I dag var han heller ikke helt den samme.

Bois de Boursan

Jean-Paul Versino er en meget talende (på engelsk) herre, som det er farligt at stille for mange spørgsmål, hvis man har en efterfølgende aftale. Det er sket mere end én gang, at jeg har måttet tage en lidt hastig afsked for at nå næste aftale til tiden.
Jeg kom til at spørge til forholdene på Saint Benoit (Se under omtalen af besøget hos Clos des Brusquieres). Så gik der et kvarters tid med at filosofere over de vanskeligheder, der kan opstå som følge af at domæner ofte ejes af flere i samme familie, når søskende deler jorden ved dødsfald. Bagefter var vi egentlig ikke helt klar over, hvorfor Saint Benoit synes opløst som domæne, og vi turde ikke spørge videre, for vi kom jo for at smage vinene.
Det kneb næsten lidt at kende kældrene igen. Der er blevet ryddet op, og alle fadene står på rækker og er af samme størrelse. Ja, væggene er endda blevet malet.
Vinene er der bestemt ikke noget i vejen med. Cuvée Felix 2005 er indtil videre toppen på denne tur - men vi mangler jo en del besøg.

Bosquet des Papes

Det er en del år siden, jeg sidst besøgte Bosquet des Papes, og kældrene havde jeg før dette besøg kun set små hjørner af. Jeg sikrede mig en aftale om at møde Nicolas Boiron, sønnen der måske snart bliver eneansvarlig. Jeg mødte ham kort ved smagningen i København i oktober 2006. Han er en meget festlig fyr, som altid er midtpunktet, når der er fest og ballade. Han har været én af de glade rugbydrenge i Chateauneuf. Glad er han stadig - bortset fra, at han savner en dansk importør.
Under turen i kældrene bemærkede jeg, at der kun findes foudres (de store fade) og demi-muids - ingen små træfade. Det skyldes, at man lægger megen vægt på at fremstille vin efter den traditionelle metode.
Man benytter sig af to forskellige ønologer. Én som er meget traditionel og så en yngre "lidt vildere type".
Det viste sig lidt senere at "den unge" var Phillippe Cambie - hver gang Nicolas fortæller den slags, sætter han i med en stor rund latter. Når ønologerne er uenige, så er det jo naturligt, at "jeg bestemmer".
Faderen Maurice Boiron (t.h. på billedet) er stadig med i arbejdet, men er på vej mod pensionisttilværelsen.
Der blev stillet et større batteri af flasker op til smagning - også her var Nicolas generøs.
Havde vi ikke afværget (til hans kones tilfredshed) kunne det være blevet til mange flere.
Man ligger inde med mange ældre årgange på domænet, men jeg finder deres vine et typisk eksempel på, at ældre vine ofte udviser træthed. Ingen tvivl om at de er ret holdbare, men alligevel.

Chateau de la Gardine

Dette var mit første besøg på Gardine. Mest fordi de der kraftige og rustikke vine, jeg har smagt i årenes løb, aldrig rigtig har forekommet mig tiltalende. Når man nu laver en hjemmeside om vinene fra Chateauneuf, er det svært i længden at komme uden om en af de største producenter - arealmæssigt.
Min aftale for besøget var egentligt truffet med en herre, der ikke hed Brunel. Måske var han optaget, for vi blev modtaget af Marie Odile Brunel (t.h. på billedet), datter af Maxime Brunel. Damen t.v. på billedet er Ere Brunel, gift med Patrick Brunel og vinmager på Chateau Saint Roch i Roquemaure. (Hun kom tilfældigt forbi, og så var det naturligt, at hun kom med på billedet.)
Marie Odile er uddannet ønolog, og arbejder i kældrene på Gardine, så hun er sammen med broderen Philippe Brunel "næste generation" på domænet.
Vi fik en særdeles grundig omvisning i alle (næsten tror jeg) hjørner af kældrene - lige fra druemodtagelsen med et stort sorteringsbord til de dybest liggende fadkældre.
Der var måske ikke så flot som kældrene på slottene i Bordeaux, men alting forekom fornuftigt indrettet, og der skulle egentligt kunne laves store vine på stedet. 
Hele rækken af vine blev sat frem, og de flest flasker blev åbnet umiddelbart før, de blev smagt.
I indledningen talte jeg om rustikke og kraftige vine. Jeg må ændre denne opfattelse. Jeg formoder, at man har besluttet at anlægge en ny og mere moderne stil på stedet. Egentligt forekom de fleste vine at være spinkle uden kraftige tanniner og overdreven frugt/farve. Skulle jeg have købt vine, ville jeg helt sikkert vælge Lirac Confidentielle som jeg fandt var "best buy". Hvis det havde været en blindsmagning, føler jeg mig ikke sikker på, at jeg ville have givet L’Immortelle 18 point, men når man nu ved, at der er tale om en produktion på ca. 1.500 flasker og en pris på 100€, så leder man jo efter alle tegn på udødelighed.

Domaine la Millière

Egentligt var besøget på Milliere aftalt med Michel Arnaud for at få nogle nyere etiketter til siden.
Det kan skam godt lønne sig at besøge stedet uden en sådan undskyldning. Vinene er gode nok.
Arnaud var optaget andesteds, så vi blev modtaget af hans samlever, Irene Bonnot. Der laves de tre vine på stedet, som blev smagt - alle berettiget kaldt Vieilles Vignes. Cotes du Rhone 2005 til 5€ er især et godt køb synes jeg, og vi købte et passende parti.

Henri Bonneau

Man vil måske undre sig over, at det lykkedes mig at fået åbnet døren til Bonneaus lyksaligheder. Derfor lidt forhistorie. Sidste år nævnte jeg over for Michel Blanc fra federationen, at nu manglede jeg egentlig kun én producent af dem, men normalt ikke kan besøge. Han påstod, at det problem kunne han løse. I forbindelse med planlægningen af min optagelse i broderskabet blev jeg bedt om at udfylde et skema, hvor der blev spurgt, om man ønskede arrangeret besøg hos producenter. Uden større forhåbninger skrev jeg Henri Bonneau. Nogle dage senere kom så beskeden om, at jeg kunne besøge Henri Bonneau med ledsagelse af Isabell Ferrando. Senere under planlægning af et møde med Philippe Cambi, viste det sig at også han kom med til besøget. Se det var jo et scoop. Hvis ingen af dem havde været med, ville det have været ret ynkeligt med kommunikationen mellem Henri Bonneau og mig. Det betød imidlertid også at smagningen blev noget mere udbytterig med hensyn til smagte vine. Isabell Ferrando fortalte mig bagefter, at det havde været en usædvanlig god smagning. Bonneau var i god lune, for Isabell og Phillipe er Bonneaus gode venner. Billedet: Henri Bonneau, Isabel Ferrando og Philippe Cambie.
Vinkendere ved, at alting er lidt "anderledes" hos Bonneau. Starten på smagningen var nu alligevel lidt overraskende. Efter at vi havde fået udleveret glas gik Bonneau hen og åbnede en dør på den lille gårdsplads til et skur på 3x3 meter. Han flyttede nogle flamingoplader på gulvet med nogen besvær og rodede med noget på gulvet. Hvad havde han gang i? Det viste sig at han skruede på et lille dæksel, vel 15 cm i diameter, og efter en del besvær fik han det skruet af. Ned med hæverten og op med vin fra en cementtank af ukendte dimensioner. Det viste sig at være 2007. Den smagte aldeles vidunderligt, blød, elegant og lækker og lige til at drikke med stor, stor fornøjelse. Ung vin behøver altså ikke at smage forfærdeligt fra en producent, hvis vine kan gemmes i årtier. Sådan skal det være!
Derefter tilbragte vi ca.11/2 time i de berømte - nogen vil sige berygtede - fadkældre. Fugtige, mugbelagte og trange. Der er en del små rum med trappetrin imellem og jord på gulvet - godt, for der var ingen spytbakker.
Min kone var lidt ked af, at jeg havde iført mig mine pæneste lyse bukser og strikketrøje, for seancen ville blive mindre synlig på tøjet, hvis jeg havde haft en kedeldragt på - de mugne vægge og fade. På billedet vil man kunne se ordet "propre" på nogle tomme opretstående fade. Det vil sige, at de er rengjorte - indeni.
Henri Bonneau laver op til 4 cuvéer: Domaine Henri Bonneau, Cuvée Marie Beurrier, i nogle år Reserve des Celestins og i specielt gode år Cuvée Speciale.
Der går omkring 5 år efter høsten, før det besluttes hvilke fade, der indgår i de forskellige årgange. Den yngste årgang, hvor tønderne var påført cuvéenavn var 2003. Her stod der på nogle tønder skrevet med kridt 03 MB. Vi smagte følgende vine. Jeg afstår fra pointgivning, for det vil fuldstændigt sprænge min 20-point-skala - Undtagen VDP (2004 blandet med 2005), der nok kunne fortjene 17 point.
Jeg har forstået på Isabell, at antallet af tilbudte vine varierer under hans smagninger, alt efter hvad han synes gæsterne fortjener, og hvor træt han er. Han var frisk og i godt humør, og Isabell og Philippe fortjente en god smagning: 

Domaine de la Vieille Julienne

Besøget var først og fremmest møntet på at smage deres Cuvée Reserve, som de forlanger 240€ for.
Det kom kun til at vare 10 minutter, fordi Andreas Becker - næstkommanderende på stedet - havde fået dårlig ryg og skulle være hos lægen en halv time efter vores ankomst.
Det var så bare med at komme igang.
Vinene fra dette sted er af den slags, der ikke kan nydes unge. Dybt sortrøde, overdimensionerede, enormt koncentrerede - og den slags. Bestemt ikke en nydelse at drikke nu - måske om 7-10 år.

Min datter og svigersøn kom ned fra Geneve for at være med til festen.  I weekenden skulle vi skaffe lidt forsyninger til deres kælder. Det var naturligt at starte her hvor vi bor, så Eric Gonnet havde lovet at lave en smagning, selv om der normalt er lukket på lørdage.
På billedet ses Eric (t.v.) og hans assistent, der gjorde det muligt for mig at få den bærbare på deres trådløse netværk.