Kort nyt - januar 2009

 
28. januar 2009:
Sidste år besøgte jeg "et sted" - det var nu ikke et af de mindre, men jeg vil prøve at anonymisere. Her smagte jeg en vin, som jeg fik at vide snart ville komme til Danmark i større mængde, så vidt jeg husker noget med 100.000 fl. Den kostede 5,5€.
I forbindelse med opdatering af siderne om dansk importerede vine fandt jeg så importøren/vinen. Den koster i DK - nu vil jeg så igen anonymisere, så derfor overdrives lidt - tæt på 100 kr. 
En importør, der køber så mange, får et pænt tilbud og kan nok uden fransk moms købe den til ca. 3€.
Morale? Nej egentlig ikke. Godt købmandsskab? Ja, måske.
.
25. januar 2009:
En tiltrængt renovering af alle sider om producenterne.

Efter et computernedbrud for nogle måneder siden, fik jeg en ny temmelig stor skærm til min PC.
Det gik da op for mig, at mange af siderne havde et forfærdeligt lay-out, når de kom op på "et stort lærred".
Et eks. ses på illustrationen t.h.
Ydermere trængte siderne om producenterne i Chateauneuf du Pape til at blive opdaterede. De har været forsømt i nogen tid, fordi så mange andre appellationer er kommet med og har optaget min tid.

I forbindelse med disse opdateringer, som nu skulle være tilendebragt, er der sket en principiel ændring af indholdet:

Priser hos producenter og hos forhandlere er udeladt:
Det har været et udbredt ønske fra producenterne, at jeg undlader at bringe priser. De forældes også i løbet af kort tid.
Efter at der er lavet en side med samlet import, er det måske ikke så relevant at bringe priserne på siden om producenten. Det giver dobbelt opdateringsarbejde, og mon ikke visse importører er glade for at undgå en så direkte sammenligningsmulighed - det er nu ikke derfor, ændringen sker.

I den kommende tid vil jeg gå igang med at opdatere siden over samlet import. Skulle forhandlerne have dårlig samvittighed med opdateringen af deres hjemmeside, modtager jeg meget gerne supplerende oplysninger.

.
22. januar 2009:
.
Om besøg hos producenter:

Jeg fik i dag en mail fra en svensker, der skal til Rhone. Han stillede nogle spørgsmål. Jeg tænkte, at andre måske kunne være interesseret i mit svar - hvis man nu ikke har erfaringer med den slags.

- Får man besöka vingårdarna om man tar kontakt i förväg?
Langt den største del af de større producenter modtager besøg uden forhåndsaftale.
Nogle helt små producenter har måske ikke tid til at ”passe” butikken alle dage – hele dagen.
Enkelte meget kendte producenter har ikke åbent, i hvert fald kun efter aftale, f. eks. Rayas, Henri Bonneau og Vieux Donjon
- Är de villiga att sälja direkt till privatpersoner om man bara kommer och ”knackar på”?
Ja man kan smage gratis og købe, hvad man vil.  På Vieux Télégraphe kan man ikke købe deres Chateauneuf du Pape med navnet Vieux Télégraphe, men det er en af de få undtagelser.
- Kan man boka viner via Internet/hemsidorna i förväg och hämta på plats?
Det har jeg ikke prøvet, og det er ikke normalt, at man gør det.
- Om man vill besöka någon ska man kontakta dem direkt eller via någon importör?
Almindeligvis henvender man sig direkte til producenten. Per telefon (hvis man kan tale fransk) eller via Email.
Men som før nævnt kan man roligt ankomme uden aftale i åbningstiden. Jeg henvender mig ofte i forvejen, fordi det er vigtigt for mig møde de rigtige personer og ikke bare en sød dame i udsalget. Hvis man ”blot” vil købe vin, er det ikke nødvendigt.

Her er det Christine fra Domaine de Panisse der tager imod.

.
19. januar 2009:
.
En temmelig usædvanlig smagning af gamle Chateauneuf'er i Bochum i februar

For nogle dage siden blev jeg bekendt med denne smagning i en nyhedsmail fra federationen i Chateauneuf du Pape.
I dag modtog jeg så en invitation fra arrangøren Uwe Bende til at deltage.

Sammen med indbydelsen fulgte nogle link:

Billeder af vinene (på facebook)

Liste over vinene, Chateauneuf du Pape 1924-1978

Nu er der jo 600 km til Bochum og smagningen foregår over 5 dage.
Det kunne nu have været interessant at deltage.
Skulle det nu være, ville jeg nok foretrække den sidste dag med vine fra 1978, som skulle være en af de helt store årgange i 1900-tallet - se evt. Vintage Chart

Jeg vil prøve at få en rapport efter smagningen.

Tilføjelse 21.1.: 
Jeg er blevet lovet en rapport fra smagningen, som til sin tid vil blive lagt på min side.
I øvrigt fortæller Bende: "At sunday first of march there will be additional a big tasting of young wines from Chateauneuf du Pape which was sponsored by the Federation de Chateauneuf du Pape."

.
15. januar 2009:
.
På bloggen fra Chateau de Beaucastel er der (6.1. 2009) link til en video, hvor Marc Perrin møder Gary Vaynerchuk på "Le Web 08 conference". Blogskriverens kommentar: "I have never seen a wine tasting like that...and you?"

Det er Gary Vaynerchuk, der taler (og gestikulerer) mest, men det er vel ikke overraskende.

 

Marc Perrin t.v. og Gary Vaynerchuk

.
14. januar 2009
.
Jeg er blevet gjort opmærksom på en artikel af Niels Ehler i Jyllandsposten 13.1.
Biodynamisk vin - magi eller naturvidenskab
Her gengives nogle interessante betragtninger over, hvordan man dyrker vinplanterne i strid med deres natur.
Jeg blev nu alligevel lidt skeptisk, da jeg nåede frem til:

»Og hvorfor influerer disse planeter så planterne? Ifølge Steiner skete dette da livet opstod på Jorden - livet modtog indflydelse fra planeterne og fra stjernebillederne og beholdt denne indflydelse i deres system. Ikke i deres genetik, men i hele deres system.«

»Det næste trin i forståelsesprocessen er, at hver plante har en særlig dominerende planet. Vinens skytsplanet er Merkur, der er en vandplanet. Det betyder, at når planten gror under stærk indflydelse af Merkur, trives den, men når Merkurs indflydelse mindskes, får vinplanten problemer - dårlig blomstring, manglende modning eller angreb af skadegørere. Det er også derfor, at vand er som narkotika for en vinplante. Vinstokken optager kun alt for let alt for meget vand, hvis den får chancen. Vandet fortynder mosten og øger risikoen for sygdomsangreb.«

»Biodynamikken bliver altid kritiseret, fordi den bruger begreber som planeter og elementer. Hvordan kan Jupiter dog gøre dette eller hint? Jeg siger altid, at det måske ikke er planeten oppe på himlen, selv om enhver kan se Månens indflydelse på tidevandet. Så hvorfor er der ikke en tilsvarende effekt fra Jupiter - måske bare en million gange svagere? Vi kan ikke fornemme det, men hvorfor skulle planten ikke kunne?«

Citaterne hidrører fra Olivier Humbrecht fra Alsacedomænet Zind-Humbrecht

Skulle man lige mangle lidt i at blive overbevist om de kosmiske kræfters indflydelse, kunne man jo prøve at besøge Montirius eller Domaine Viret.  Deres vine er gode, hvad enten det så skyldes de kosmiske kræfter eller seriøs engagement i det at lave god vin.
.
8. januar 2009
.
Sku' vi ikke osse have "un commanderie" her i Danmark?

Jeg fik en mail i dag. Jeg ved ikke rigtigt, hvorfor den er sendt netop til mig, men når jeg nu følger linkene, fornemmer jeg en "kærlighed" til Rhonevine, som nok giver en vis forklaring. Jeg anfører jo på alle sider på engelsk: "published by a wine lover from Denmark". 

"I am pleased to announce the new website of the Baronnie of New York, http://jpgweb.shutterfly.com/.
Commanderie des Costes du Rhône, http://www.commanderiecotesdurhone.fr/, Patrick Galant, Grand Maitre.
The wines of the Cotes du Rhône have recently made important inroads on the biggest market for wines in the United States . It is about time that the area is represented by its Commanderie, whereas the Commanderie de Bordeaux and the Chevalier du Tastevin have just celebrated their fiftieth anniversary… Composed of connaisseurs and lovers of the Rhône, the Baronnie’s mission is to represent and to promote the wines of the Rhône Valley, a region still in need of being known here and to enjoy good food and good company.
The Commandeurs, of which I have attached the list, are all great amateurs and collectors of our wines, in love with our area, and are very influential in New York wine scene."

For en god ordens skyld: jeg kender overhovedet ikke nogen af disse Newyorkere, men jeg tror helt sikkert, at det er meget fornuftige mennesker. Jeg kan godt li' det i deres formålsparagraf, der taler om "enjoy good food and good company".

4. januar 2009
.
En udløber af finanskrisen?
17.12. 2008 hedder det på bloggen fra Domaine de Beaurenard (Chateauneuf du Pape). "
At the time of writing, Domaine de Beaurenard was in the process of changing importers, having lost nearly 250,000 euros when they were not paid for the sale of their 2005s."

Côtes du Ventoux skifter navn til Ventoux
Jeg brugte en juleferie i udlandet til at danne mig et overblik over, hvor mange producenter, der egentligt findes i den appellation, der hidtil har heddet Côtes du Ventoux. Jeg har det sidste års tid smagt en del vine fra dette område (her i DK), og kvaliteten har overrasket mig positivt. 
Resultatet af min research fremgår af siderne, der kan ses herfra.
Netop som siderne var lagt på nettet, blev jeg gjort opmærksom på, at appellationen har skiftet navn pr. 1.11. 2008.
Jeg ved ikke, hvornår jeg går videre i dette spor. Foreløbig er jeg i gang med at revidere de nuværende sider og arbejder p.t. med Chateauneuf du Pape sektionen. Her er en del sider, lavet for 2-3 år siden, som trænger til opdatering.

Billedet t.h. er fra federationens hjemmeside og titlen er l'équipe du Domaine des Relagnes. Det må så være den vinmager, som er blevet overladt ansvaret for domænet fra den forretningsmand, der købte en del af domænet i 2006.
Dem får man da næsten lyst til at besøge, hvis det er muligt.

Arkiv:

December 2008
November 2008
Oktober 2008
September 2008
August 2008
Juli 2008
Juni 2008
Maj 2008
April 2008
Marts 2008
Februar 2008
Januar 2008
December 2007
November 2007

Oktober 2007
September 2007
August 2007
Juni 2007
Maj 2007
Marts 2007
Februar 2007

Home