Last year, after tasting the 2007 southern Rhônes, especially the top wines from Gigondas, Vacqueyras, Côtes du Rhône, and the most hallowed appellation of the south, Châteauneuf du Pape, I stated it was “the vintage of a lifetime.” I also suggested it was a hypothetical blend of a very hot yet opulent, powerful, sumptuous year such as 1990 and a cooler, drought and Mistral-affected vintage such as 2001. Tasting the 2007s out of bottle has confirmed my thoughts –this is a truly historic and profoundly great vintage. As the following tasting notes and commentary suggest, this may be the most compelling vintage of any viticultural region I have ever tasted. I say that because the quality of a vintage is not only measured by what the reference point estates produce, but also by how well the generic appellations fare. I have never tasted better Côtes du Rhônes, Gigondas, or sumptuous, rich, complex Vacqueyras than the 2007s. Moreover, the profoundly concentrated, vividly aromatic, and remarkably fresh, yet substantial, full-bodied, and flawless 2007 Châteauneuf du Papes I tasted in the southern Rhône in late August and September were unforgettable.

It is important to recognize how much has transpired in the Châteauneuf du Pape appellation over the last two decades. When I first began tasting Châteauneuf du Pape seriously in 1978, there were no more than 8-10 estates making world-class wines. Today, there are 60-75 doing so, and several new estates arrive with each new vintage. I have been doing this for a long time, and the fathers and mothers I used to meet and taste with, are now replaced by their sons and daughters. This young generation has recognized the extraordinary terroirs and fabulous Mediterranean climate enjoyed by this area. They also possess a more worldly view concerning the competition they confront. Consequently, they have raised the bar of quality dramatically. Moreover, Châteauneuf du Pape has more young women dominating the wine scene than any other viticultural region in the world. The number of women who make sensational wines is remarkable, and may be the highest number of any French appellation.

What has made 2007 so special? The great vintages of Châteauneuf du Pape are like great vintages anywhere in the world. Full phenolic maturity is achieved over a long period of time, not retarded or rushed by excessive heat, but built slowly and incrementally. The factors in Châteauneuf du Pape that can change maturity include excessive heat (which afflicted vintages such as 2003, 2000, and 1990), as well as how many days the Mistral winds blow, and whether the nights in August and September were cool. 2007 had more days of Mistral during September than any other year except 2001, 1990, and 1978, three other years which produced superb wines. It was also a drought year, but some of the most stunning statistics are that while the average daytime temperature was well above average, the average night-time temperature, when the grapes have a chance to recover and develop aromatics, was among the lowest of any vintage measured in Châteauneuf du Pape, particularly for the month of September.

This month also had a record number days of Mistral. This weather scenario has produced a vintage with extraordinary depth of fruit, yet also laser-like precision, brightness, and exceptional purity. In short, it was a hotter than normal year overall, but it was also a much cooler than normal year in terms of night-time temperatures. Moreover, despite being hotter than normal, the year rarely had any days over 30 degrees Celsius. For example, in 2003, during the critical months of July and August, there were 55 days where the temperature exceeded 30 degrees Celsius. In 2001, there were 37 days, in 1998, 39 days, and in 2007, there were only 24 days, again dramatically less than in any other vintage. Moreover, in the month of September, 2007, there were no days above 30 degrees Celsius, which was the first top vintage since 2001 where this occurred. The other characteristic is that 2007 set an all-time record for hours of sunshine during the course of the year. I could go on and on with more details that contributed to the most extraordinary vintage I have ever tasted. It was also a record year in terms of the lack of rain in both August (none) and September (just over 2 inches). In contrast, 3+ inches fell in both 2001 and 2000, 4.5 inches fell in 1998, and nearly 3 inches fell in 1990. Only 1989 had less rain in the month of September than 2007.

Of course, numbers alone add up to nothing. But when you combine (1) all these climatic characteristics with (2) a young generation pushing the envelope of quality, in addition to (3) the extraordinary investments that have obviously been made in the wineries, and (4) the brilliant work of oenologists such as Philippe Cambie, who almost single-handedly has turned around the fortunes of many moribund estates, everything I tasted makes sense.

The 2007s are just hitting retailers’ shelves, but they will disappear quickly. In three decades of visiting Châteauneuf du Pape, I have never seen so many domaines, even in the worst economic recession of modern times, that are completely sold out of 2007s. Even the handful that have not yet been bottled or shipped, have seen their wines completely reserved or allocated, and the demand for this vintage was obvious on every stop I made during my recent trip. In particular, Belgians, Danes, Dutch, and Swiss buyers were everywhere, picking up cases of 2007 Châteauneuf du Papes. To the extent they are still available, these wines will disappear fast – even in these hard economic times. If you love southern Rhône wines, which are the most underrated great wines of the world, you need to move fast, or forever hold your peace. But remember, there will always be another great vintage, and at the time of this writing, 2009 was looking fantastic.

The 2008 southern Rhône vintage is reminiscent of 1999. While challenging in many cases, the good estates and serious vignerons who performed a heavy triage because of mildew in late summer, have produced good to very good wines. As in every challenging vintage, there are some outstanding efforts. To reiterate, the good news is that 2009 is looking like a potentially superb vintage. Even if you miss out on the 2007 vintage, 2009 may come close to rivaling that stupendous year, but the quality cannot be ascertained until the wines have finished their malolactic fermentation in late spring, 2010.

Domaine Lou Devét
Det gælder for dette domæne, som for Guiliani, der omtales herunder, at de er nyetablerede efter før at have afleveret druerne til kooperativet i Courthezon.
I modsætning til domæner, hvor man gennem flere år har lavet vin i eksisterende kældre og har solgt det hele til en negociant, skal man bygge det hele op fra grunden. Ikke blot skal man bygge kældre, men skal også finde ud af, hvordan man egentligt laver vin. På begge domæner var man naturligvis stolt over de nye kældre, og alting ser nydeligt og praktisk ud, men man kan ikke undgå at fornemme en vis usikkerhed over for det at fremstille vinen. Man har ikke en fra barnsben indlært erfaring på dette område. Arbejdet var forbi, når druerne var plukket og afleveret. På en del kooperativer er afregningsprisen ikke engang afhængig af druernes kvalitet.
Jeg vil ikke hermed sige, at vinene ikke var i orden. Første årgang på stedet var 2006. Priserne for rød og hvid CDP er ca. 15€. En specialcuvée Francois-Louis kostede 24€. Jeg smagte de to røde i 2007 og den hvide i 2008. Prisen for basiscuvéen går måske an, men med en pris på 24€  for den dyre, bliver det svært at konkurrere med andre chateauneuf'er i dette prisleje. Normalcuvéen 15,5/20 Specialcuvéen 16/20.

Domaine Giuliani
Giuiliani startede også med første årgang i 2006. Stoltheden i kælderen er en enkelt pyramideformet cementtank, placeret centralt. Her skal de bedste druer gæres og lagres. Fornuftigt nok har man kun 3 træfade på stedet, hvoraf det ene bruges til hvidvinen og det andet indeholder Syrah og Mourvedre, der skal indgå i en specialcuvée, som man endnu ikke har fundet et navn på. Den skal laves fra det bedte vin i kælderen, men kun i et antal af ca. 1.000 flasker. Måske er 2008 ikke den allerbedste årgang at starte på den slags ting. Jeg smagte vinen fra fadet, og det trænger i hvert fald til at blive blandet med noget fra tankene.
De aftappede rødevine 2006: 16,5, 2007: 17/20
Både her og hos Lou Devét smagte jeg en hel del prøver af 2008 og 2009.
Vine, der knapt er færdiggæret (2009), er selvfølgelig svære at vurdere for en amatør, men for mig er der ingen tvivl om, at 2009 bliver meget bedre end 2008, og det er da også noget jeg har hørt alle steder, jeg har besøgt på turen

Domaine L'Or de Line
Gérard Jacumin har, som det fremgår på min side om stedet, været en af partnerne i det tidligere partnerskab mellem Cellier familien og Jacumin familien, men det er nu historie. De sidste vine fra Saint Benoit er tæt på at være solgt, bygningerne bliver sat til salg, og min side om stedet kan slettes.
Jeg besøgte Gérard i de kældre, som tilhørte han far, og som Gérard nu bruger til fremstilling af sin vin. 
Jeg kan ikke fortælle om vinene, for dem smagte jeg ikke. Han gav mig en rød og en hvid, som jeg kunne nyde hjemme, så det skal jeg ikke beklage mig over.
Han inviterede så til frokost på en restaurant i byen, Le Pistou, som jeg aldrig har prøvet før. Det var hyggeligt, og jeg fik lejlighed til at få lidt viden om ting, som jeg ofte før har søgt svar på, bl.a. at flaskekrigen for nogle år siden (efter hans opfattelse) skyldtes en enkelt person, som ville bestemme alting, og som således startede det, man dengang omtalte som "Krigen i Chateauneuf". Jeg vil ikke nævne navne, for der var jo nok også andre "skyldige".

Domaine le Jas des Papes
Bernard Granget har været ejer af Chateau Husson. Han solgte i 2007 11 af sine 18 ha. Chateauneuf du Pape til en vinbonde fra oppede. Han solgte også retten til navnet Chateau Husson. Bygningerne ejer han stadig væk og bor i dem, men om et års tid vil bygningerne blive solgt. Jeg vil formode, at han har beholdt de bedste 7,5 ha. til sin søn Jerôme Granget. Der er blevet bygget helt nye kældre oppe ved landevejen ca. 300 m fra Husson. De er naturligvis fine og praktiske, ssom nye kældre er nu om dage.
Jeg har fra andre hørt Jerôme Granget omtalt som en frisk fyr med mange venner, og det tror jeg gerne. Han lader til at være en fin fyr. Jeg har vist aldrig før prøvet at få hældt vin i glasset af én der helt ubekymret havde en cigaret i den ene hånd - inde i kælderen. Nu er jeg selv ryger, så jeg bliver ikke forarget, men jeg bemærkede det dog med en vis overraskelse.
Nu kalder de altså deres domæne og vine for Jas des Papes. Husson havde måske heller ikke det bedste ry. Det var de senere år kun en meget lille antal flasker, der blev aftappet på domænet - det øvrige solgtes til negociant.
2008 er debutårgangen, og den kan man vel ikke forvente sig det helt store af - 15,5/20. 

Clos Saint Pierre
Jeg lovede på mine sider om dette domæne ikke at nævne ordene "Maucoil" og "Arnaud", men på denne side på dansk går det vel an med lidt insiderviden.
Jeg anede ikke på forhånd noget om de mennesker, jeg skulle møde, Carole og Pierre Perveyrie. Der forekom mig at være noget bekendt over damen og ret hurtigt dukkede anelser op, også fordi det lod til, at hun kendte mig. Det viste sig at være den ældste af Arnaud-døtrene fra Maucoil/Cabrieres. Hun havde skiftet hårfarve og var blevet kortklippet, men er stadig en flot dame, som det ses på et ca. 4 år gammelt billede herunder. (Jeg glemte totalt at fotografere parret, men dem møder jeg nok igen i 2011).

Der har været nogle voldsomme stridigheder mellem Carole og resten af familien på Maucoil. Det har medført, at Carole så at sige har opsagt familieskabet og har fraskrevet sig alle fremtidige arverettigheder. Til gengæld har hun fået 10 ha. af domænets marker og er begyndt et nyt liv sammen med sin mand. I konkrakten med familien har hun fået rettighederne til navnet Clos Saint Pierre, som tidligere har være brugt for en 2. vin fra Maucoil. Hendes mand var for øvrigt for nogle år siden kældermester på Maucoil og har siden arbejdet som sådan andre steder. Han kan så lave sin helt egen vin fremover. For to dage siden underskrev parret et køb af en Mas 2 km syd for Orange. Den skal de nu i gang med at restaurere og bygge nye kældre, som skulle være klar til høsten 2011.

Domaine du Pegau
Jeg havde lovet min svigersøn at medtage nogle kasser Plan du Pegau, så jeg tog op til stedet - ikke for at smage, men for at købe. Det faldt sig da således, at Laurence ekspederede en anden kunnde, samtidigt med at hun betjente mig. Jeg tog et glas og spurgte, om jeg kunne smage Pegau 2008. Det var hun ikke så glad for, men tilbød, at jeg måtte smage en anden vin. Det var såmænd Da Capo 2007 - fra fad forstås. Det var sgu et godt bytte. Jeg havde aldrig smagt denne vin før. Den er bare himmelsk, og så fik jeg lov til at hente 2 flasker af den i april. Det glemmer jeg ikke at gøre! 

Denne sidste aften blev jeg inviteret til middag hos Marie-Claude og Gérard på Bastide Saint Dominique. De har jo overladt ansvaret for domænet til sønnen Eric, men bor i de smukke bygninger på domænet.
De havde besøg af 4 venner fra Alsace. De to damer var søde og kvikke og oversatte i øst og vest, så endelig fik jeg nærkontakt med Gérard - noget vi begge har kæmpet med i flere år, fordi Gerard overhovedet ikke forstår eller taler engelsk - det samme gælder i øvrigt Marie-Claude.
Det var spændende at opleve, hvad der kom på bordet i sådan et rigtig gammeldags (ikke nedsættende ment) hjem i Provence. Maden kunne man ikke forvente bedre på et godt hotel med en menu terroir. Og vin har de jo nok af. Det var befriende igen at kunne synke - "hjemturen" var kun 50 meter.

Jeg kan vel ikke sige, at turen har haft mange vinøse højdepunkter, men alligevel har jeg smagt en del gode og enkelte rigtig gode vine.
På torvet i Gigondas mødte jeg kort 3 danskere med en del kasser under armen, og da de spurgte, hvad jeg lavede her, svarede jeg som sandt var, at jeg var på arbejde. Arbejde avler arbejde, og nu har jeg en del at gøre de næste uger.

Jeg tør ikke konkludere om årgang 2008. Jeg tror, der er ret store forskelle på kvaliteten, ikke blot blandt producenter i den enkelte appellation, men også appellationerne imellem.

Jean-Marc og Sandra Tort, Domaine Lou Devét

Bernard og Aline Giuliani, Domaine Giuliani

Bernard og Jerôme Granget, Domaine le Jas des Papes

Gérard Jacumin Domaine L'Or de Line

Et rigtigt hyggeligt afsked med Chateauneuf for denne gang.
Middag hos Marie-Claude og Gérard på Bastide Saint Dominique

Det var dejligt afslappende at komme til kendt territorium og ikke skulle spekulere på, hvordan man nu fandt stederne. Man var også fri for at høre GPS-damens evindelige "Pas på!" Dagen bød på 5 besøg plus en ekstra smagning.

Domaine Montvac
Cécile Duserre var i Paris, så jeg mødte hende desværre ikke. Domænet har fået nyt website, og herfra må jeg gerne låne et billede. Det vil pynte på min side.
Man har meget gennemtænkte og praktiske kældre, som må have være supermoderne, da de blev bygget for efterhånden en del år siden (sekretæren var ikke sikker). Det har altid været kvinder, der har været ejere på domænet. Cécile er 5.generation af slagsen. Hun er meget interesseret i klassisk musik, så derfor er alle vine nu navngivet med musikudtryk.
Et samlet udtryk af vinene fra stedet kunne måske være, at de er feminine, nogen vil måske sige elegante, med mit eget jordbundne udtryk kan man også sige, at de er lidt tynde i kanten. Den bedste vin Vacqueyras Variation er en udmærket vin, og den der har mest frugt og fylde: 2007 16,5/20 16€.

Domaine du Pesquier
Sønnen, Mathieu Boutiere, har gennemgået en 4-årig vinuddannelse (BTS). Han er beskeden og meget sympatisk. Det samme gælder i øvrigt faderen.
Man ser sig nødsaget til at sælge ca. halvdelen af produktionen til negociant. Man ville helst være fri for dette. Han var meget interesseret i det danske marked, og hvis én eller anden dansk importør skulle stå og mangle en god Gigondas, så synes jeg da, at det ville være en ide at overveje Pesquier.
Der laves kun én cuvée Gigondas 2007 16,5/20 (husker ikke prisen, men ikke særlig dyr i forhold til kvaliteten)

Domaine la Tourade
Her har man 6 cuveer. De 3 cuveer Gigondas har samme druesammensætning.
Forskellene ligger dels i alderen på stokkene og dels i lagringen. Bortset fra Gigondas 2008 var andre smagte årgange til 16 eller 17/20.
Noget helt tilsvarende kan siges om de 3 cuvéer Vacqueyras.
De to cuvéer til 17/20 var Vacueyras Cuvée de l'Euse 2005 til 12,5€ og Gigondas Cuvée Font des Aieux 2006 til 13€.
Den dyreste cuvée Gigondas Cuvée Morgan 2007 til 16,5€ burde vel have været den bedste, men det syntes jeg faktisk ikke. Måske "kommer" den senere.
Nogle af vinene kræver en vis lagring.

Domaine des Monardiers
Da vi skulle gå i gang, og jeg spurgte faderen, om der var noget at bemærke til min side, spurgte han hvor jeg havde det fra, og som sandt var svarede jeg, at det var deres egen hjemmeside eller fra andre steder på Internettet. Jo, der var jo lige det, at han ikke har en datter, der hedder Cecile (som jeg nævner på siden). Han har i stedet en søn, der hedder Damien. Der måtte jo nogen undskyldninger til.
Heraf kan man endnu engang lære, at det er godt at besøge de steder, man skriver om. Det prøver jeg da også af alle kræfter. Nu har manden lidt lune, så skyen forsvandt fra himlen, og Damien var tryg ved, at der ikke dukkede en ukendt arving op til sin tid.
Kælderen er med upåklagelig orden overalt, og både far og søn er meget flinke mennesker. Der er heller ikke noget dårligt at sige om vinene, hvoraf der er 3 cuvéer Vacqueyras. Den billigste cuvée Les Calades var fra 2008, og den var der nu ikke meget ved. De to øvrige Les 2 Monardes 2007og Vieilles Vignes var rigtig gode. Den bedste var Vieilles Vignes 17/20 15,5€.

Domaine de la Tête Noir
Jeg havde egentlig troet, at sådan en belgier kunne tale engelsk, men det kunne han slet ikke, så det var sparsomt med kommunikationen.
2008 har været hans første årgang som vinbonde, så dem måtte jeg nøjes med.
Hverken Cairanne eller Vacqueyras var antagelige. Lidt synd, at han skal starte med at skaffe importører med denne årgang. 
Der er stadig håndværkere i kælderen her i oktober, men ellers ser det nu nydeligt ud med rækker af ståltanke og 6-8 nye eller nyere barriques.
Oven på 2008 gik vi i gang med at smage 2009 fra en del af tankene. Det smagte faktisk udmærket, lige indtil vi kom til finalen, hvor han præsenterede en Vacqueyras 2008, der var lagret nogle få måneder på nye barriques. Det var ret vanvittigt at forsøge sådan noget i en dårlig årgang. Det er jo velkendt, at næsten al træsmag trækkes ud af et nyt fad de første 3 måneder.
Hvis 2009 ikke ender med at blive betydeligt bedre end 2008, tror jeg han får svært ved at sælge sine vine. Belgien aftager godt nok rigtig mange Rhonevine.

La Bastide Saint Dominique

Sidst på dagen smagte jeg igen vinene fra min vært her på La Bastide Saint Dominique. Mange gange har det knebet med plads til kasserne, når vi kom frem til den sidste dag i lejligheden. Herefter skal han ikke kunne sige, at jeg ikke rigtig køber mange vine hos ham. Hans Cotes du Rhone og Cotes du Rhone Village er fantastisk gode i årgang 2007 - 6 og 8€. Så kan man ikke få en bedre hverdagsvin, og det har været dem, jeg er gået efter denne gang. Det er jo 3. gang jeg er i Rhone i år. Eric skulle til New York fredag, så der blev ikke tid til vin fra fadene.

------

Jeg har de andre dage udtrykt forbavselse over, at 2008 var bedre end forventet.
Havde jeg startet i Vacqueyras i mandags, vil jeg måske ikke have udtrykt dette.
Måske kan mine dårlige erfaringer i dag med årgangen skyldes, at alle dem jeg har smagt i dag var de svageste af cuvéerne og det nok ofte dem, man får solgt først og starter salg af en nyere årgang. Når en ikke særlig god vin bliver lidt dårligere, synes den ekstra dårlig.
Det lyder da vist lidt usandsynligt, at årgangen skulle være mindre god i Gigondas/Vacqueyras end i de andre appellationer. 

 Guy og Mathieu Boutiére Domaine du Pesquier

Christian og Damien Vâche, Domaine des Monardiers

Julie Moro og Eric Bonnet, La Bastide Saint Dominique

For at begynde med slutningen af dagen, så endte den med en rigtig hyggelig aften i selskab med Niels La Cour, som nogen vil kende til fra Kort nyt 13 september eller fra Rhonevinfestivalen i år. Kendere vil kunne se på billedet t.h., at det foregik på La Mere Germaine i Chateauneuf du Pape. Skulle man måske også kunne ane, at vinen var Pegau 2004? Da køkkenet også var i topform denne aften, gjorde det slet ikke noget, det regnede på provencalsk maner udenfor. Vi nød bare at mødes.
Skulle danskere næste sommer påtænke at besøge La Cour, så vil jeg kunne give en kørevejledning, hvis man be'r om det.

Dagen blev lang med 6 besøg. Da den sidste på ruten var biodynamiker, blev det aften, før jeg vendte tilbage til hovedkvarteret. Derfor bliver omtalen herunder kortfattet. Måske senere - måske først i rejsebrevet efter turen, men kort fortalt fik jeg megen respekt for vinbønderne i Visan. Alle vinene var meget udtryksfulde, både med frugt og med syre/tanniner. Det er vine, der kræver en vis tålmodighed. Det vil lønne sig for de bedre udgaver, men de svagere cuvéer, som de gerne vil lancere som let drikkelige som unge - frugtige og friske - forekommer mig lidt for friske og ikke særlig let drikkelige.
Vinmarkerne i selve Visan ligger  250-400 m.o.h. Dette og det faktum, at byen er en af de nordligst beligggende i Vaucluse, skinner tydeligt igennem i vinenes karakter.
Der forekommer mig at være en vis fælles identitet over vinene fra appellationen, så det er da muligt at en ung vinbonde, jeg besøgte, vil kunne få sin drøm om Visan som Cru opfyldt en skønne dag. Foreløbig har man fået oprettet et syndikat, og det er da en begyndelse, men den slags tager tid.

For god ordens skyld, så er det Niels La Cour t.v.

Tavel var valgt ikke for at smage rosévine, men for at smage rød Lirac. Jeg har ikke tidligere haft lejlighed til at besøge disse seks domæner.
Alle domæner lavede i og for sig gode vine, men rækkefølgen, de nævnes i herunder, er ikke tilfældig - og det er ikke i den rækkefølge, de blev besøgt:

Domaine du Joncier
Dagens mest positive overraskelse var besøget på Domaine du Joncier, der ligger i selve byen i Tavel. Selv om det ikke ses på hende, har hun alligevel drevet domænet i 20 år. Hendes marker ligger samlet på et lidt specielt terroir for Lirac med jordbund, der ligner meget, det man ser nordpå i Chateauneuf du Pape - med store rullesten. Hun laver 3 forskellige Liracvine, der egentligt kommer fra samme terroir, men som adskiller sig fra hinanden ved druesammensætningen. Det er en smagssag hvilken af de tre vine man foretrækker. Jeg smagte dem i samme årgang 2007. Personligt foretrak jeg den, der kaldes Gourmand (60% Grenache, men den var desværre udsolgt. formentlig vil Les Muses (60% Mourvedre) nok blive den største af vinene på sigt, men den skal gemmes nogle år. Jeg kunne også sagtens være tjent med at købe Classique, der oven i købet var den billigste. vinene koster i ovenfor nævnte rækkefølge 10, 13.30 og 8€.
Domænet er certificeret biologique og er startet på vejen mod biodynamique, som forventeligt vil blive tilendebragt i 2010 eller 2011.
Det var en stor fornøjelse at møde den livlige og dygtige pige, og jeg kan stærkt anbefale andre at stifte bekendtskab med hendes vine.
Hun plejer af holde et maksimalt udbytte på 28 hl/ha., men i 2009 bliver udbyttet kun 12 hl/ha.!

Chateau de Manissy
Jeg fandt ud af lidt mere om den besynderlige historie om "Congregation of Missionary Fathers of the Holy Family". Disse pensionerede missionærer, hvoraf der er 10 tilbage, der bor på stedet, lavede selv vin indtil 2003. De lavede én cuvée af Tavel, som blev lagret i kæmpestore foudres. De aftappede selv kun en meget lille del, mens resten blev solgt i tank. Det kunne naturligvis ikke blive ved med at gå, dels var der ingen, der ville købe vinen, og dels var missionærerne blevet alt for gamle. I 2004 lejede de derfor marker og kældre ud til den unge Florian Andre, som har sendt alle foudres på pension og har indrettet tidssvarende kældre. Han måtte foretage denne investering for egne penge og er helt uafhængig af missionærerne. Hans lejemål løber i 25 år, og til den tid er alle missionærerne døde forlængst.
Han har hertil lejet marker i Lirac og laver også herfra Cotes du Rhone.
Af historiske grunde laver han en fadlagret Tavel, men dog således at der i den samlede mængde kun indgår fadlagret vin fra en enkelt barrique i vinen.
Liracvinene er gode, især "Avan-Gout du Paradis", hvoraf der kun fremstilles 3.000 flasker.
Da Tavelfolkene var på besøg i København for et års tid siden smagte jeg en Cotes du Rhone fra stedet til 5€ og udnævnte denne vin til "Best Buy" ved den lejlighed. Det vil jeg meget gerne vedstå i dag. Jeg kunne kun købe 16 flasker, for der var ikke etiket på flere. Ærgerligt for jeg fik den ellers tilbudt til 3,5€ - det er det, der hedder professionel pris, forbeholdt journalister eller dem der ligner lidt.
Vincent havde travlt, da jeg var på besøg, for han skulle til Avignon og underskrive papirer for at tage det første officielle skridt til at blive certificeret biologique.

Domaine Maby
Også Mabys vine kendte jeg fra deres besøg i København. Richard Maby var i Singapore for at promovere sine vine. Det er et temmeligt stort sted med 60 ha.
Kældrene er velordnede, og alt forekommer meget professionelt. Vinene er meget perfekte, måske lidt for perfekte. Ingen slinger i valsen nogen steder.
Den ene af de to bedste vine var Lirac Blanc Prestige og den anden den røde Lirac Prestige. Begge cuvéer laves kun i gode årgange. Jeg smagte henholdsvis 2007 og 2005 - det var dem, der var til salg p.t. Der kan ikke siges noget dårligt om dem - udover prisen, som var på 15,3€ for dem begge.

Chateau d'Aqueria
Kældrene på Aqueria levede til fulde op til, hvad man må forvente på et "chateau". Her var det himself, Vincent de Bez, der tog imod. Han har ansvaret for kældre og administration, mens broderen Bruno tager sig af vinmarkerne.
De 66 ha. vinmarker ligger næsten totalt samlet omkring domænet i uafbrudte marker, afgrænset på alle sider af landeveje.
En efterkommer af manden, der gav navn til stedet, måtte under den franske revolution i hast udvandre, og det blev til Danmark. Her blev han gift med en borgmesterdatter fra Horsens - og blev senere selv borgmester i byen. Det sker, at der kommer danskere på besøg, der endnu bærer navnet. Jeg søgte lige på Krak, men måske er deres navn fordansket lidt - jeg fandt ingen.
Alle vine med navnet Lirac og Tavel er gode vine. Bedst af alle er Lirac Cuvée l'Heritage. Den koster også 23€ og skulle så kunne sammenlignes med en Chateauneuf du Pape. Jeg foretrækker nu sidstnævnte, hvis vi skal bevæge os i den prisklasse. Tavel fra stedet hører absolut til toppen i den appellation.

Chateau Correnson
Besøget bød på en lille overraskelse - for mig. Jeg kom i god tid, og havde forestillet mig, at en stor firkantet bygning ved siden af gamle og smukke hovedbygninger måtte være kælderen. Det viste sig, at vinene ikke laves i bygningerne på selve Correnson, men i meget gamle bygninger oppe i St. Genies de Comolas. Chateau Correnson blev først erhvervet af Peyrefamilien i 1997, og det bevirkede, at mærket skiftede fra Domaine Peyre til Chateau Correnson.
Vinene laves altså på det hedengangne Domaine Peyre. Det var en sød pige, Sandrine, der tog imod i receptionen, hvorefter Vincent Peyre dukkede op. Da vi så de sparsomme kældre, undrede jeg mig og fik at vide, at vinene ikke lavedes der på stedet. Så var vi oppe i byen tæt ved og se de gamle, men stadig aktive kældre. Der var ikke meget "chateau" over disse kældre, men der var mange cementtanke, og så går det jo alligevel.
Vinene var måske ikke så udtryksfulde, men den bedste røde Lirac Cuvée Divinitas var såmænd udmærket. Det skulle ikke undre mig, om den symptiske og vist ret dygtige Vincent Peyre vil få sat mere skik på tingene i fremtiden - hvis banken tillader.

Vignobles Assemat
Dette besøg begyndte med en større overraskelse. Jeg ankom fra N580 vest for stedet, men da jeg nåede frem til det sted, hvor jeg forventede at finde Castel Oualou, fandt jeg i stedet Chateau Saint Roch. Hertil er jeg nogle gange ankommet fra øst, Roquemaure, og var slet ikke klar over, at de to domæner findes i sammenhængende bygninger, for Assemat ligger gemt bag ved Saint Rock mod vest. Jeg fik en længere historie om, hvordan ét domæne på et tidspunkt er blevet delt - formentligt på grund af en arvedeling, og hvordan senere ejere af de to domæner har været i topperne på hinanden. Nu går det fint mellem Brunel og Assemat familierne.
Vinene var lidt anonyme, og kunne fremtræde som supermarkedsvine. De har i øvrigt, mens IRMA var selvstændig, været importeret af dem i store mængder - jeg så udskrifter af leveringer.
Man sælger også en del til supermarkeder i dag, men med en etiket forskellig fra den man ellers bruger. Da jeg spurgte til en evt. forskel på vinene bag de forskellige etiketter, fik jeg et meget uldent svar.

----------------------------------
Jordbunden i Lirac er ret sandet. Udover at vinene derfra er noget lettere end f.eks. i Signargues, betyder det også, at udbyttet falder ekstra meget her i en tør sommer, som man har haft i år. Der tales om helt op til 30-40%. Kvaliteten synes der bestemt ikke at være noget i vejen med. Producenterne synes at være tilfredse med den side af sagen, men naturligvis er de ikke så glade for det lavere udbytte. Jeg havde nogle af stederne lejlighed til at smage den månedgamle most, som i sidste uge havde tilendebragt macerationen, og den smagte forbavsende godt - men nu er jeg ikke erfaren smager af så ung vin. Jeg tror dem på deres ord.

Jeg fik i aften en snak med Eric Gonnet, ejeren af Bastide Saint Dominique, hvor jeg har hovedkvarter i denne uge,  og spurgte til årgang 2009.
Han får julelys i øjnene, når han taler om årgangen. bl.a. fortalte han, at sidste år var 5 personer travlt optaget af at frasortere druer ved ankomsten til kælderen, men der i år kun behøvedes 2, som stod afventende det meste af tiden. Han skønner, at udbyttet for ham bliver ca. 15% under normalen og altså højere end 2008, hvor den var 20%. 
Jordbunden i det nordlige område, hvor Eric har sin marker, har måske ikke lidt så meget over tørken som marker mod syd i appellationen, som er mere sandholdige.
Jeg skal smage hans vine på torsdag og vil insistere på at smage 2007, 2008 og 2009.

Marine Roussel, Domaine du Joncier

Florian Andre Chateau de Manissy

Emmanuelle  ogJean-François Assemat, Vignobles Assemat

Denne første dag i Rhone blev ellers brugt til at udforske den unge appellation Cotes du Rhone Village Signargues, som på forhånd var et helt ukendt område for mig.
Jeg kan ikke ved dagens slutning sige, at nu kender jeg Signarues, men nu har jeg i hvert fald fået et første indtryk, og det har overvejende været positivt.

Før planlægningen af turen henvendte jeg mig til syndikatet i Signargues ved præsidenten Christophe Coste for at spørge, om det var muligt at få hjælp til at træffe aftaler. Det var det, og da man havde aftalt besøg med de producenter, som jeg havde ønsker at besøge, endt det oven i købet med at Hr. Coste og hans sekretær vil følge mig rundt under besøgene. Det er jo lidt af en luksus at blive betjent på den måde, og det var stærkt medvirkende til, at dagen blev en meget positiv oplevelse, endda krydret med en frokost sammen med flere af de producenter, der blev besøgt.

Hvis jeg skal tage tyren ved hornene og rangere stederne, vil jeg dele op i tre katogorier:
De to meget gode: Chateau Haut Musiel og Domaine de la Charité.
De to gode: Chateau Terre Forte og Domaine de la Valeriane
De to mindre gode: Domaine de Magalanne og Chateau Remillon

Fælles for vinene fra Signargues er ud fra det sparsomme kendskab en dag i appellationen har givet mig, at de er kraftige på alle leder og kanter, med god syre og tilpas med tanniner og mineralitet, så de fleste vil være langtidsholdbare. De har en mere eller mindre rig frugt, og hos de bedste vine er der pæn balance mellem doserne af de kraftige ingredienser. Nogle er mere polerede end andre, men der forekommer mig at være fællestræk, som retfærdiggør appellationens fremkomst. I øvrigt er det her som i andre nye appellationer (Plan de Dieu f.eks.), at kun de bedste vine på det enkelte sted kaldes Signargues, mens den lidt svagere del deklasseres til Cotes du Rhone.
Traditionelt har producenterne solgt en større eller mindre del af produktionen i tank til negocianter. Kun enkelte velatablerede (markedsmæssigt) aftapper det hele selv. Chateau Remillon sælger f.eks. 90% i tank, og Valeriane, der ellers laver mainstreamvine sælger 80%. Det er ikke noget, man fortæller uopfordret, og jeg ville formentligt ikke have vidst det, hvis jeg ikke havde været ledsaget på turen. De drømmer alle om at aftappe det hele selv - naturligvis. Kældre og tanke er der jo, for den solgte vin skal jo laves på stedet alligevel.
I øvrigt har jeg været lidt overrasket over kvaliteten af årg. 2008. 2007 er den bedste også her, men der er såmænd ikke så stor forskel på 2008 og andre årgange.

I et rejsebrev efter turen, vil jeg berette mere om de enkelte domæner og bringe flere billeder.

Jeg har f.eks. oplevet en sorteringsmaskine, der skulle være den eneste af sin art i Rhoneområdet, der kan sortere druerne lige efter afstilkningen (alle afstilker) efter sukkerindhold. Hvis man indstiller til et potentielt alkoholprocent på 14, vil druer, der opfylder kravet komme ud af én tud, mens de øvrige kommer ud af en anden. Det er så med til at afgøre længden af macerationsperioden - og om det skal blive til Signargues eller Cotes du Rhone.
Og jeg har set selvtømmende tanke - altså for masken, de faste bestanddele.

Mogens og Evy Troelsen, Bastide le Luget.

Christophe Coste med sekretær Coralie Berberian

You can't buy enough of the 2007 Southern Rhônes
As my report that will be coming out the end of October states, from top to bottom, this is the greatest vintage I have ever tasted in any viticultural area. Most consumers who have already tried some of the generic 2007 southern Rhônes have already seen what they are in store for given the fact that these wines are well above their humble pedigrees. At the top level are the great wines of the finest appellation of the southern Rhône, Châteauneuf du Pape, but Vacqueyras, Gigondas, and Rasteau are the real value picks as almost every domaine in Châteauneuf du Pape that has a noteworthy reputation is already sold out. The wines are just hitting the distribution channels in the United States and Europe, so move quickly. Despite the worldwide economic woes, these wines are disappearing at a rapid pace.

Jean-Marc Espinasse

Jeg har modtaget en beretning fra en nylig overstået tur til Chateauneuf du Pape

..... Vi kom dertil først i ugen og der blev stadig høstet. Kun få var færdige og desværre var et uvejr kort forinden årsag til et gennemsnitstab på 25-40 %. Kvaliteten god, hvilket alle er enige om.

Christophe Delorme på Mordoree fandt lighedspunkter med 01 og 05, lidt overaskende måske. De havde i øvrigt mistet næsten 40 %. Andre sammenligner overgangen som en blanding af 03 og 05, hvad det så er. Det ser ud som at de der høstede før uvejret har opnået en god og kraftig most med en alkoholprocent nær de 18. Dette var blandt andet tilfældet på Christia. På Giraud var det samme tilfældet.

På Cristia havde vi som tidligere en lang og behagelig formiddag og igen var Dominique en uovertruffen værtinden godt suppleret af sin bror, uagtet travlhed med høsten. Dominique oplyste om en nyerhvervelse af 3 ha jord i Chateauneuf + en stor del uden for, betalt af amerikansk invester med 1,5 mill. euro. Dette havde de sidste par måneder affødt en hektisk aktivtivitet med omfattende nybyggeri på den anden side af gaden, som vi blev præsenteret for af Baptiste. De var næsten blevet færdige. Vi smagte hvad der var kommet på tank, altså før den anden gæring, og der er ingen tvivl om, at Cristia igen rammer plet i 09. Oven i den almindelige travlhed har et Coup de Cæur i Guide Hachette 2010 (lige udkommet) for deres Chateauneuf, cuvée tradition 2007 affødt en uventet stor fransk interesse for Cristias vine. Jeg har bemærket at du også var tilfreds med denne flaske (4 kasser). Med Baptiste fik vi drøftet årgang 08. Han som en del andre mener, at den er talt noget ned. Cristias 08 virker ganske fornuftig og det samme er tilfældet hos Mordoree, Julian Barot, Giraud, Fernando, Clos St. Jean m.fl. Både Julian og St. Jean vil producere deres sædvanlige top vine. Mange vil i 08 undlade special cuvéerne, men det vil efter min opfattelse kun afføde en række bedre standard aftapninger.
07 er en god årgang og er blevet rost til skyerne af den UDENLANDSKE vinpresse, men noget overraskende har Bettane & Desseauve i deres 2010 guide Le Grand Guide Des Vins De France været ualmindelig hård ved stort set alle producenter undtaget Clos Des Papes 2007 som er formidabel 19,5 ud af 20 point.

I denne tid syder og gærer det i tankene, og det ser ud til at producenterne er rigtig godt tilfredse med kvaliteten.

Julien Barrot på blog 28.9.: "Tomorrow we finish the grape harvest. We are very happy, harvest is superb!"

Jean-Marc Espinasse i mail 30.9.: "Outstanding vintage is in process"

Der bliver færre flasker fra årgangen, men det er en anden historie.