Les Printemps i Chateauneuf du Pape og 40 års jubilæum i Gigondas

.

Hos Eric Plumet på Domaine la Cabotte fik vi "den store tur". Her var 2008 udsolgt, så vi var fri for at spilde tid på denne årgang. Vi smagte ublandede vine fra tankene årgang 2010: Carignan, Grenache, Syrah, Mourvedre og Clairette.
Samtlige vine i årgang 2009 var aftappet og blev smagt.
Både rød og hvid Cotes du Rhone blev godkendt, men Cotes du Rhone Village Massif d'Uchaux i 2 cuvéer var særdeles gode vine,som lever op til den lidt høje pris. Efter min mening var deres Chateauneuf du Pape ikke helt så overbevisende, men hvad pokker - når de kun har 0,15 ha. kan der ikke trylles med blandingen. Priserne var, så vidt jeg husker, 12 og 15 € for de to Massif Uchaux og 24€ for Chateauneuf du Pape.
Besøget var ikke aftalt, så vi måtte ringe på et mobilnummer på kælderporten. Erik efterlod konen i vinmarken og brugte vel en time på os. Bagefter gik vi ud i marken for at få et fællesbillede. 
Det er altid interessant at besøge en overbevist biodynamiker!

.

På førstedagen var der højsommerligt vejr i Chateauneuf du Pape med tæt på 30 grader og med fri adgang til at smage vine fra 77 producenter. Man er nødt til at udvælge nogle vine fra hver producent. Vi bestemte os til kun at smage 2009, hvor det var muligt og i det store og hele at holde os til rød Chateauneuf du Pape.
For at huske, hvad vi syntes om de forskellige vine og for at skærpe sanserne, gav min kone og jeg vinene point efter 100 pointskalaen. 
Jeg har lavet en særlig side, hvor alle smagte vine oplistes med point.
Der er ikke "rettet" i pointene efter hjemkomsten, så de er altså udtryk for et par amatørers umiddelbare oplevelse.

Det var med en vis forventning, vi stillede op til et seminar på andendagen.
Temaet var gamle vine. Det blev noget af et flop, som vi ikke skulle have spenderet 2x35€ på.
For det første kunne man stille spørgsmål ved udvalget af vine, og for det andet deltog en snakkemaskine fra Paris, som afleverede det ene indlæg efter det andet - på fransk naturligvis. Det var helt uudholdeligt at skulle sidde stille til. Jeg gik mig da også lidt provokatorisk en tur udenfor, og vi gik, så snart vi havde fået den sidste vin hældt op og ned. Det var ikke så pænt, men der må være grænser, når der 500 meter væk står en masse producenter og venter på at skænke gode vine.

Vinene:
Domaine la Barroche Pure 2004. Vinen er fantastisk god netop nu, men gammel?
Så fulgte 4 gamle vine, hvoraf den ældste var lidt for gammel:
Domaine de Marcoux 1994, Les Clefs d'Or 1985, Clos du Mont Olivet 1976 og Mont Redon 1971 . Jeg er overhovedet ikke den rette til at bedømme så gamle vine, men jeg fik bekræftet, at en Chateauneuf du Pape ikke behøver at være gammel for at smage godt, og i den forbindelse må man huske, at vinene har været opbevaret hos producenterne, under hvad man må antage har været ideelle forhold.

2. afdeling bestod af 4 hvidvine: Vieux Donjon 2010, Fines Roches 2004, Chateau la Nerthe 1993 og Domaine de Beaurenard 1982.
Vieux Donjon er en knagende god hvidvin, men den kunne alle smage i plenum.
Fines Roches 2004 er hverken det ene eller det andet, og hørte ikke hjemme i selskabet. De to sidste var gyldne og smagte faktisk rigtig godt. Jeg har aldrig rigtig forstået trenden med hvidvin til ost, men sådan et par lagrede, gyldne og lidt fede hvidvine får mig til at ane fidusen.
I Chateauneuf du Pape serverer man hvidvin til sidst, så der var ikke noget mærkeligt i rækkefølgen.
Kommer man til Chateauneuf du Pape i midten af april, er det en vældig god ide at besøge Les Printemps, men lad være med at deltage i seminaret om gamle vine, hvis du ikke er specielt interesseret og forstår fransk.

De 3 timer, der blev spenderet på seminaret, gjorde, at vi ikke nåede at smage vine fra alle 77 producenter. - vi manglede13.

Jeg oplevede det som uhyre interessant at smage så mange vine fra samme årgang inden for en så kort periode. Ikke mest for at få "styr" på årgangen, men mest for at kunne vurdere producenterne i forhold til hinanden.
Jeg vil ikke sige, at der var egentlige skuffelser. Selvfølgelig var det skuffende, at et par af mine yndlingsproducenter, Pegau og Bois de Boursan kun stillede med en enkelt flaske hver - en middelmådig 2008. Måske var jeg også lidt skuffet over vinene fra Vieille Julienne.
Derimod var der nogle få producenter, hvor jeg ikke havde regnet med at skulle op med så pæne pointtal: Domaine des Chanssaud, Domaine du Grand Tinel, Domaine la Mereuille, Domaine Saint Siffrein og tildels også Domaine Chante Cigale.

.

La Celestiere
Noel Joyce er englænder. Han blev fransk gift og har i mange år boet i Paris. Fru Joyce var advokat, og han selv tjente en formue på sæbedispensere.
For en halv snes år siden tog de tilværelsen op til revision og besluttede sig for at flytte til Sydfrankrig og blive vinbønder. De købte et meget smukt sted i Baux de Provence området, Chateau Dalmeran. 
De så sig efter nogle år om efter en ejendom i en mere prestigepræget appellation og så på et par ejendomme i Chateauneuf du Pape. Valget faldt på en mas med temmeligt store og temmeligt forfaldne bygninger og dertil 10 ha. vinmarker plantet 1918-1920, som var ejet af en 95-årig dame, der havde forsøgt at sælge stedet i et par år. Der var flere producenter i Chateauneuf du Pape, der ville købe jorden, men ikke bygningerne.
Jorden havde i en del år været lejet af familien Diffonty på Hauts des Terres Blanches, men kontrakten var blevet opsagt. Efter gentagne nedsættelser af prisen, slog Noel Joyce til og købte stedet.
Lejerne fra Terres Blances kunstvandede marker (forbudt), og på Celestiere vil man ikke vande, og man må derfor indrette sig på lavt udbytte, indtil man får stokkene til at gå i dybden med rødderne.
Sæbedispensere kan åbenbart generere en formue, for der er virkelig brugt mange penge på renovering af bygninger og indretning af nye kældre.
Debutårgangen 2009 er nu klar, og jeg stak vinmageren hånden til afsked med en bemærkning om, at han havde klaret de nye udfordringer med bravour.
Besøget varede i to timer, og det siger noget om ejerens interesse i at fortælle om sin passion.
Vi havde en bestilling på rødvin til et barnebarns konfirmation, og sidst på ugen kørte vi tilbage til Celestiere for at købe ind af deres Cotes du Rhone. Damen i receptionen var meget glad, da hun hørte vores ærinde, for det er hendes mands marker, der har lagt druer til, og vinen skal også drikkes til hendes egen søns konfirmation her i foråret.

Domaine du Gour de Chaulé

Fantastisk dejlig Gigondas 2007 til en rimelig pris.
Domænet er nedarvet af kvinder i 3 generationer. Stèphanie Fumoso kom først hjem til domænet i 2007, og hun er nu domænets frontfigur udadtil, men det fornemmes, at hun indtil videre lytter meget til moderens, som vi ikke mødte.
Det kvindelige islet er baggrunden for pink-farven på tankene, men der er absolut ikke tale om en femin vin (moderen ville blive tosset, hvis nogen kaldte den feminin)  Der er tale om en meget traditionel holdning til vinfremstillingen, ingen afstilkning (Man købte godt nok en afstilker efter erfaringerne med 2008 - som slet ikke aftappedes på domænet) og ingen nye træfade. I årgang 2010 laver man for første gang en specialcuvée, som ligger i to demi-muids, og som først aftappes om et par år.
Vi gav ca. 13,5€ for 2007 - det var et rigtigt godt køb.

Vi besøgte også Chateau Saint Cosme, men sikke en attitude, man præsterer, med tilbuddet til besøgende. Man skal købe en samlet pakke med 6 forskellige vine, hvoraf 3 er negociantvine fra det nordlige Rhone. Man kan så allernådigst få lov til at købe en Gigondas 2008, som bestemt ikke er bedre end andre vine fra den årgang. Pigen i receptionen var sød og imødekommende. Barroul sad desværre i møde.
Jeg vil absolut fraråde dansk Rhonefarere at hoppe på den galej - i hvert fald ikke i år.
Under lørdagens fest i Gigondas kom vi til at sidde ved samme bord, men det var de der store runde borde, hvor man kun kan kommunikere med sidemanden, så vi udvekslede ikke synspunkter. Jeg kunne fornemme, at damen i receptionen havde refereret mine synspunkter - som jeg bade hende om at gøre. Hans kone, som er englænder, sad ved siden af Ulla, og hun var en særdeles flink og sød dame.

Domaine de Longue Toque

Man kan undre sig over, at et firma med så megen espertise ikke formår at præstere en bedre Gigondas - Aktuel salg: 2006 til 16,50€. Jeg kan da ikke afvise, at nogle års lagring vil gøre den bedre, men lige nu er den ikke drikkevenlig, og jeg kan være meget i tvivl om, om den vil blive bedre senere. Vacqueyras fra Longue Toque koster i 2009 13€ og Chateauneuf du Pape Laurus koster 26€. De priser ville jeg ikke betale.

Domaine Font-Sane

Turistsæsonnen er ikke begyndt, og besøget var ikke aftalt (som det var på Gour de Chaulé og hos Teyssonnieres). Vinene kom fra køleskab og havde for de flestes vedkommende været trukket op i 13 dage. Jeg vil derfor slet ikke sige noget om vinene, for det var umuligt at bedømme dem. Fruen var meget venlig, og jeg fik billeder til at revidere min side.

Domaine les Teyssonnières

Jeg har ikke før besøgt Frank Alexandre, og eftersom han for et års tid siden blev præsident for syndikatet og er vært ved appellationens jubilæumsfest lørdag den 16. april, hvortil vi er inviteret, ville det være passende at aflægge ham et besøg.
Han var en særdeles behagelig mand, der laver en traditionel Gigondas. Vi fik ikke set kældrene, for smagningen tog en time, og så havde han ikke tid til rundvisning.
Det er ham, der taler om præphylloxera vinstokke - et begreb,  jeg aldrig har  gennemskuet, sikkert fordi jeg aldrig har besøgt en producent, der havde sådanne stokke. Der var nu ikke så mange af den slags stokke på marken, vi blev præsenteret for, men der var altså stokke, som ikke var podet, og som var beskåret på en måde, så de nederste sidegrene slog rod.
Der er jo tale om et gammelt domæne. På gårdspladsen stod et "frihedstræ", plantet i 1789 for at markere den franske revolution. På en sten over en dør står 1836, og her er det en Alexandre, der nævnes.
Alexandre var ret stolt over, at hans vinstokke er leverandører til Perrin et Fils Gigondas Les Gilles samt deres minicuvée af Gigondas Vieilles Vignes. Hertil medgår ca. halvdelen af hans produktion. 
Den traditionelle smagning af hans egne vine afsluttedes med et par interessante flasker: Gigondas 2003 og 2001. Der var tale om hans basiscuvée, som begge havde endnu nogle år i sig. Det var et besøg, der startede klokken 17.00, så vi skulle hjem til aftensmad, derfor fik de to åbne flasker med, så vi kunne nyde dem til aftensmaden, og det gjorde vi bestemt.

.

120-årig Grenache. To sidegrene sidder så lavt, at de har slået rødder.

.

.

Domaine Rouvre Saint Léger

I forbindelse med en korrespondance for nogle måneder siden, hvor jeg lavede en side om stedet på foranledning af Philippe Cambie, aftalte vi, at jeg skulle besøge ham ved lejlighed. Adrien er ikke en ørn til engelsk, så mor var med. Det var vi ikke kede af, for så kom der godter på bordet til vinene.
Adrien har slået sig sammen med en forretningsmand, der har penge nok, og som har samme passion som Adrien - at lave de bedst mulige vine. Adriens far ejer 60 ha. og Adrien må bruge det bedste, han kan finde i markerne. foreløbig "bruger" han kun 3 ha. og eksperimenterer med druer fra flere af markerne, mest for at lære om de forskellige muligheder. Officielt er domænet på 3 ha., for man må ikke oprette nye domæner på mindre end det.
Vi smagte en hvid Cotes du Rhone Village Laudun fra 2009 og en rød fra 2008. Da han mærkede, at jeg var lidt tøvende vedrørende 2008, fremtryllede han en nylig aftappet 2009. Der var tale om en helt anden vin, men der skal nok være vinelskere, der synes, at 2008 er rigtig god. 
Det lader til, at kompagnonen, som p.t. arbejder i Brasilien 10 mdr. om året har penge nok, og med en så stræbsom fyr som Adrien, skal der nok komme noget godt ud af det på sigt.

Domaine Réméjeanne

Det var mit første besøg på stedet, og jeg fik indfriet mine forventninger om gode vine. Vi blev "betjent" af fru Klein, som er belgier, og som har arbejdet/boet på domænet i seks år. Hun taler naturligvis udmærket engelsk og trak alle domænets vine op i årgang 2009 (bortset fra en hvidvin fra 2010).
Domænet blev certificeret biologisk i 2010. En følge af konverteringsperioden i de senere årgange har været, at udbyttet på domænet er faldet fra ca. 35 hl./ha. til omkring 26 hl/ha. Jeg kender ikke vinene godt nok til at sige, om det har betydet større forandringer, men jeg kan konstatere, at alle vine fra den billigste vin til 7€ til den dyreste til 18€ er prisen værd. Om de to bedste rødvine sagde fruen: Læg dem et sted og glem dem nogle år, så vil de være rigtig dejlige.
Vi kunne forstå, at det var svært af producere vine nok til at tilfredsstille efterspørgselen, og det er forståeligt. De to bedste rødvine er Cotes du Rhone Village og resten er Cotes du Rhone. Det skal man lige huske på, når man har vadet i store Chateauneuf du Pape-vine i weekenden.
Desværre har jeg ikke i øjeblikket styr på navnene på fruen og sønnen.

Vieux Donjon

Vi smagte rødvinene fra Vieux Donjon i søndags og fik en aftale (om at se kældrene, troede jeg) i dag. Det viste sig, at der var et værre byggerod ved kældrene, fordi man er ved at bygge en reception - ikke til direkte salg i normal forstand, men til at modtage importører og besøgende med aftaler. Kælderturen har vi til gode, men der var ingen begrænsninger m.h.t. vinkøb, så ......
I øvrigt har jeg lyst til at tilføje, at Claire Michel er noget af det sødeste og mest usnobbede menneske, man kan forestille sig.
Hun har en lillebror, der nok dukker op på domænet i 2013. 
Smagningen fandt sted på kontor/domicil på Avenue Saint Joseph, men vinene skulle hentes på Prestige et Tradition, og så fandt jeg da ud af, hvad der foregik på dette sted. Her er et aftapnings- og etiketeringsanlæg samt lager for vine.
Stedet ejes i fællesskab af ca. 10 producenter, heriblandt Vieux Donjon, Pierre Usseglio, Bosquet des Papes, Cuvée des Sommeliers, Domaine Saint Prefert og Domaine de la Ronciere.
Der er 3 ansatte på stedet. Når producenten kommer med vinen i en tank på traktoren, kommer det over i en tank ved aftapningsanlægget. Herfra tager de tre ansatte over og sørger for resten, senere også at hjælpe importørens transportør med lastning af de solgte vine. 
Der er run på aftapningsanlægget netop i denne tid. Vieux Donjon må f.eks. aftappe med mellemrum over nogle uger.
Næste år skal stedet udvides, for der er ikke plads nok på lageret. 

Domaine d'Ourea

Adrien Roustan var jeg blevet opmærksom på i forbindelse med en omtale af Nouvelle Lune, som jeg omtalte i Kort nyt for 9. februar. Vi mødtes først til en frokost på Café du Cours i Vacqueyras og her fik vi historien om domænets tilblivelse - første årgang er 2010.
Markerne er arvet efter bedstefaderen, der drev domænet Col Saint Pierre på ca. 36 ha. Han arbejdede sammen med en søn og en datter (Adriens mor). Efter bedstefaderens død blev markerne delt i 2 dele, så Adrien sammen med moderen i dag har en ejendom på 4,5 ha. Gigondas,  9 ha. Vacqueyras og 4,5 ha. Vin de Pays.
Adrien insisterede på, at vi skulle starte med en tur i vinmarkerne - i Gigondas.
Så ville vi bedre kunne forstå hans vin, når vi smagte den. Markerne ligger i en samlet blok op ad skråningerne fra 400-520 meters højde. Om formiddagen havde han været ved at rense mellem rækkerne med en bemærkelsesværdig  larvefodstraktor - en amerikaner fra 1945.
Adrien regner naturligvis ikke med at kunne sælge hele sin første årgang. Han har jo på nuværende tidspunkt ingen importører, så den største del af årgangen vil blive solgt til negociant.
Vi smagte Gigondas og Vacqueyras fra to tanke, som han har i et rum for sig.
Det var virkelig nogle spændende vine. De vil først være klar til at sælge i 2012. Det bør ikke blive et problem for ham at få dem solgt. Skulle der findes en dansk importør, der ønsker en magtfuld, stofrig, potent og velbalanceret Vacqueyras (100% Grenache) og Gigondas (90% Grenache og 10% Syrah), vil jeg anbefale, at man besøger ham. Jeg laver senere en side om stedet, men indtil videre kan jeg henvise til hans visitkort.
Adrien har påbegyndt konvertering til agriculture biologique.

Domaine Notre Dame des Pallieres

Da vi mødte Claude Roux i Rasteau sidste år, aftalte vi, at vi skulle besøge ham næste gang, der var muligheder for det. Det var mest for at få et par billeder til siden om stedet. Her laver man Rasteau og Gigondas i to udgaver samt Sablet.
De aktuelle vine er årgang 2009. Gigondas Bois des Mourres var dog 2006 
Det er gennemsnitlige vine, som man ikke kan indvende noget imod, men som heller ikke rigtig kan få pungen op af lommen.

Domaine de la Mavette

Vi kørte ind til stedet, da vi nu var i området. (Nabo til Notre Dame de Pallieres)
Vi fik de billeder, der skulle bruges og smagte vinene. Dem syntes vi ikke så godt om. Jeg tror ikke, at de ville have været bedre, hvis der havde været tale om nyoplukkede flasker, men der noget hengemt og støvet over vinene, selv om det var unge vine.

Les Palliéres

Man kan ikke købe vin på Les Pallières, der ligger lidt længere ud ad vejen end Mavette. Det er ikke noget nyt, men et par billeder udefra kan bruges. Havde man nu været heldig, havde der været aktivitet i kældrene og så...

Domaine Bessac

Hervé Bessac laver Cotes du Rhone, Plan de Dieu og Rasteau fra unge stokke.
Han aftapper kun 5.000 flasker indtil nu, hvilket svarer til 2-3% af produktionen.
Resten sælges til negociant. Plan de Dieu sælges til Ravoir et Fils og sælges under navnet Domaine Bessac. Resten sælges til Ogier. 
Hervé er gift med Elodie Roux, som er ansat ved syndikatet i Gigondas, og som er "skyld" i, at vi er inviteret til jubilæumsfesten i Gigondas på lørdag. 

En rigtig god restaurant - Côteaux & Fourchettes
Denne restaurant er omtalt under Kort nyt 3. november 2010.
Vi havde lejlighed til at prøve af, hvor go' den er.
Maden var meget veltillavet med kraftige harmonerende smagsnuancer.
Betjeningen var ualmindelig professionel og blev klaret af én mand, selv om restauranten på et tidspunkt havde gæster ved alle borde. Det er vel sigende, at man kan fylde restauranten, der ligger ude i nowhere på en onsdag aften først i april.

.

.

.

Domaine de Villeneuve

På Les Printemps havde Stanislas Wallut kun en enkelt vin med. Han lavede ikke Chateauneuf i 2008, og 2009 er ikke aftappet endnu. Den vin, han skænkede, var til gengæld en nyhed, en Cotes du Rhone. Det var i debutårgangen 2009. Jeg sagde til ham, at det kunne have været en Chateauneuf du Pape. Så røbede han med sigende fagter, at det var meget tæt på. Det viste sig i dag, da vi opsøgte ham for at købe vinen, at markerne lige netop ligger på den forkerte side af landevejen - omkring Domaine de Marcouxs bygninger. 
Det er én af de mest udtryksfulde Cotes du Rhone, jeg husker lige i øjeblikket (ja, måske var der lige en Cotes du Rhone fra Domaine de la Soumade), og 14€ er ikke en cent for meget. Den hedder La Griffe, og der er lavet en helt speciel flaske til den, med indgraveret etiket. Ekstravagant, ja måske, men man husker flasken.
Tilfældigvis var Philippe Cambie på stedet, då vi ankom. De sad og smagte på Chateauneuf du Pape 2010, så den omgang kom vi med i. Den vil blive rigtig god.

Domaine Charvin

Jeg tror, at Charvin efterhånden har tilgivet mig for en episode for en del år siden, hvor jeg kom for at købe Chateauneuf du Pape og ikke ville smage Cotes du Rhone. Da fik jeg læst og påtalt. Nu er han altid smilende, når vi ses. Jeg kom også bare for at købe Cotes du Rhone 2009 og reservere Chateauneuf du Pape 2009.

Clos Saint Pierre

Eftersom Pierre og Carole Perveyrie er flyttet fra Chateauneuf du Pape til deres nye bolig på Chemin Blanc i Orange, tænkte jeg, at det kunne være interessant at se, hvor langt de var kommet med etableringen af deres nye domæne (jo, det er den frafaldne datter fra Maucoil/Cabrieres - historien er omtalt i rejsebrev fra oktober 2009). Man havde fået gennemrestaureret boligen. Man var i gang med at bygge den sædvanlige indgangsportal, men kældrene var ikke påbegyndt. Kan hænde der vil gå et par år.
Carole er samler af gammelt lertøj. I den store spisestue var en sidevæg fyldt med sådanne rariteter i glasskabe.
Vi smagte ikke vinen, men fik en flaske 2009, som vi kan nyde ved lejlighed - måske om nogle år. Hvis jeg må tillade mig en "frihed", så er det Carole, der "har bukserne på". 

Vi kørte for første gang en tur ned til Rhonefloden ved Chateau de l'Hers.
Herfra kunne man i middelalderen kontrollere sejladsen på Rhone og opkræve afgifter (en slags Rhonetold). Stedet tilhører den største ejendomsbesidder i Chateauneuf du Pape, Jérôme Quiot, der har ruinen på etiketterne fra Domaine du Vieux Lazaret. Hele ruinen er afspærret, og ingen skilte viser vej til stedet, så det er ikke en egentlig turist attraktion. Jeg har bemærket at én af vin/musik-vandringerne - den 4. juli - (omtalt under Kort nyt 21. april) taler om "Concert et plat au Chateau de l'Hers". Enten bliver man udsat for en klatretur, eller også er der opstillet et telt ved foden at klippen.

Vi var et smut inde på Domaine la Roquète. Vi smagte Les Pallières 2008 og Roquète Chateauneuf du Pape 2008. De bliver nok heller ikke turist attraktioner.

Overraskende nok var et lille smut ind til negocianten Ogier mere interessant - i hvert fald pædagogisk set.
De laver en serie på 4 vine fra forskellige jordbundssammensætninger i Chateauneuf du Pape. Eclats Calcaires  fra kalksten, der ofte lyser hvidt op i landskabet, når man kører rundt; Safres fra sandjord, Gres Rouges fra rødligt jernholdigt jord med sedimenter af skaldyr, grus og større sten; Galets Roules fra de kendte store rullesten.
Det var de to sidstnævnte, der smagte af Chateauneuf du Pape. Alle vine havde samme drueblanding, så det skulle være jordbundsforholdene, der gjorde forskellen.

Vi fandt - uden skiltning - og efter megen kørsel på grusveje frem til to domæner, der ligger uden for lands lov og ret, og som formentlig heller ikke er et videre bekendtskab værd: Chateau du Domaine de l'Hers og Clos Bimard. 
Først nævnte sted ser lidt imponerende ud, men forekom fuldstændig lukket p.t.
Clos Bimard er vel nok toppen af forfald, som jeg har set på et domæne i Chateauneuf du Pape. De lejer værelser ud, og man så et par biler inden for skiltet med "privé", så der må være et hjørne et sted, der er beboeligt. Jeg nægter at tro på, at der kan laves vin på adressen.

.

.

Vi plejer normalt på turene til Rhone at tage den smukke tur til Beaumes de Venise, Lafare, La Roch Alric, Le Barroux, Suzette og tilbage til Beaumes. En lille kilometer før Barroux fandt vi Clos de Trias, men folk var i markerne, og vi mødte desværre kun en meget stor og meget venlig hund. Jeg tog ikke billeder, for der så lidt rodet ud.
I Suzette kørt vi op til Domaine de la Ferme Saint Martin, som vi har besøgt flere gange. Vi købte en dejlig hvidvin på Roussanne og Clairette, Fleur du Terroir. De to bedste røde Beaumes de Venise var endnu ikke aftappet i 2009.

Man er allerede højt oppe, når man besøger Saint Martin, men fortsætter man et godt stykke længere op ad vejen, kommer man til Domaine Saint Amant, der ligger i 500 meters højde. Stedets rødvine bærer præg af højderne, de er mineralske og elegante, og for en gangs skyld foretrak jeg ikke 2007 (Beaumes de Venise Grangeneuve), men 2009. Den megen frugt og pågåenhed i årgang 2007 passede slet ikke til denne vin, men gjorde den gumpetung. I 2009 er både Cotes du Rhone og Beumes de Venise rigtig gode vine til prisen (6,5 og 8,5€) De laver en hvidvin Cotes du Rhone Village Tabardonne (95% Viognier og 5% Roussanne), som lagres i demi-muids. Er man til fadlagret hvidvin, er denne vin én af de bedre af slagsen.

Vi ville have spist frokost på La Grand Jardin i Lafare, men man serverede kun for overnattende gæster. Stedet har fået ny ejer, siden vi sidst besøgte stedet.

I Vacqueyras var vi en tur inde hos Domaine de la Colline Saint Jean.
Vi smagte vinene fra 2009: Beaumes de Venise, Vacqueyras, Vacqueyras Vieilles Vignes og Gigondas. Vacqueyras Vieilles Vignes var langt den bedste vin. 

Vi plejer at slutte af med en smagning, hvor vi bor, på La Bastide Saint Dominique, for så ved vi, hvor mange flasker vi kan købe, før bilen er fyldt op.
Faktisk kunne vi nøjes med vine herfra, for de er alle gode - lige på nær hans forsøg på at lave en vin, der kan holde i en menneskealder, Chateauneuf du Pape Les Hespérides. Alle vine fra 2009 er aftappet.
Når man ikke ser vinene under omtalen af vinene fra Les Printemps, var det fordi vi ville vente på en smagning sammen med Eric. Selv om Eric sammen med Julien Barrot er leder af de unge vinbønder, der står bag Les Printemps var Erik slet ikke til stede. Han var lovlig undskyldt, for hans kone fødte ham en søn i søndags.

Jeg kunne forestille mig, at jeg ville have givet flg. point:
Cotes du Rhone 2009 88
Cotes du Rhone Village 2009 89
Cotes du Rhone Cuvée Jules Rochebonne 88
Chateauneuf du Pape 2009 91
Chateauneuf du Pape Secret de Pignan 93
Chateauneuf du Pape Les Hespérides 89

.

.

.

.

De to første retter krævede hvidvin, og det kan man ikke klare lokalt. Vinbønderne i Gigondas har et særligt samarbejde med vinbønderne på Korsika, så de havde lagt hvidvine til. De var begge lavet på Fermentino druen, og når den laves i den kvalitet, vi fik serveret, er druesorten nærmest ligegyldig.
Lidt før kødretten, som var lammetournedos, begyndte serveringen af de gamle vine fra Gigondas. De er her anført i den rækkefølge, der blev serveret ved vores bord. Der var kun en enkelt af dem, som var lidt svag i koderne, Laurus 1998, som fra denne årgang burde havde været mere spændende.

Den ældste vin fra 1972 var fuld af vibrationer og kan formentlig godt serveres ved 50-års-jubilæet om 10 år.

Om årgangene

Jeg har smagt en del vine fra 2008, og har dannet mig en mening om, hvad der er galt med årgangen. Druerne var ikke ordentligt modne. Derfra kommer den urteagtige let bitre smag, som går igen i mange vine fra årgangen. Der var også et fællestræk for vinene fra 2007, men her var det sødme, der gik igen.

Jeg tror måske, at man kan tale om vildskab for årgang 2009. De er faktisk ret åbne de fleste af dem, men der er noget utæmmet gods i dem, der spår om lang levetid. Mange af de smagte vine er aftappet for nylig, og det kan nok snyde en del.
Man kan fornemme hos producenterne, at de har rigtig høje forventninger til 2010. De siger samstemmende, at den bliver bedre end 2009, og det selv om det jo er 2009, der er til salg nu.